Stoke-spilleren Mame Dioufs mor er blandt de dræbte ved muslimernes hellige by, Mekka. Det skriver BBC.

Mame Diouf fra Stoke City er blevet ramt af en stor sorg, da hans mor er blandt de mennesker, der er blevet dræbt i forbindelse med muslimernes pilgrimsfærd  til Mekka i Saudi-Arabien.

Det skete, da to grupper af pilgrimme forsøgte at passere hinanden i en snæver gyde. Panik brød ud, og hundredevis af mennesker blev trampet til døde. Ifølge de saudiske myndigheder døde 769 menensker. Udenlandske medier mener, at det er over 1.000.

Iblandt de døde er altså Mame Dioufs mor.

»Vores tanker og bønner er med vores spillere, hans familie og venner efter spillerens tragiske tab af sin mor,« meddeler Stoke City.

Mame Diouf er senegalesisk landsholdsspiller, og han har tidligere spillet for bl.a. Manchester United.

Den 27-årige angriber skiftede på en fri transfer til Stoke, da hans kontrakt med Hannover 96 udløb sidste år.