Premier League-klubberne bruges ofte som eksempler på, at fodbold en underskudsforretning, men denne fordom er netop blevet gjort til skamme.

De 20 klubber, der udgjorde den bedste engelske række i den forgangne sæson, har nemlig netop offentliggjort deres regnskaber. Og det samlede regnskab for ligaen er ikke bare det første af sin slags uden røde tal i det nye årtusinde, det er også et historisk stort overskud.

Det er konsulentvirksomheden Deloitte, der i en årlig rapport samler klubbernes regnskaber på én bundlinje. Her skal man altså helt tilbage til 1999 for at finde en rapport med positiv bundlinje. Og de i alt 1,9 milliarder kroner, som klubberne samlet tjente før skat sidste år, slår dermed også rekorden sat i 1997/1998.

Ifølge Dan Jones, partner i Deloittes Sports Business Group, skyldes de positive resultater til dels, at en ny treårig tv-aftale trådte i kraft i sidste sæson. Derudover bemærkes det også, at lønudgifterne kun steg marginalt i forhold til, hvad man har set de seneste mange år.

»Indførslen af regler om omkostningskontrol på både europæisk og nationalt plan har fået mange klubber til at være mere varsomme med deres forbrug end nogensinde før,« udtaler Adam Bull, seniorkonsulent i Sports Business Group, til avisen The Guardian og påpeger samtidig, at reglerne er et effektivt bolværk mod, at forhandlinger med spillere og agenter ender i de skyhøje beløb, man har set oftere og oftere i international fodbold.

Det positive regnskab kan tilmed være starten på en tendens, hvis man skal tro Dan Jones. I 2016 træder den næste tv-aftale i Premier League nemlig i kraft, og den skal fordele uhyrlige 51 milliarder kroner imellem klubberne - en 70 procent stigning i værdi fra den nuværende aftale.