De er objektive værter og kommentatorer. Men de er også fans. BT har spurgt Premier League-eksperterne, hvem deres favorithold er.

Hvem har landets Premier League-kyndige sympati for i verdens mest eksponerede liga? Og hvorfor? BT har spurgt en række eksperter, kommentatorer og værter, der arbejder med Premier League.

Carsten Werge, Viasat: West Ham
»Jeg har kun ét favorithold, og det er Boldklubben Frem. Jeg har ikke noget favorithold i Premier League, men jeg kan rigtig godt lide at kommentere West Ham. Jeg kan godt lide atmosfæren. Det virker måske lidt åndssvagt, men jeg kan godt lide det her med, at der midt i et område, hvor det virker lidt faldefærdigt, ligger et gammelt lortestadion, hvor mennesker har en god oplevelse sammen. På den måde kan man godt sidestille West Ham lidt med Boldklubben Frem. Man kan også sagtens sidestille fansene. Det er et knap så velstående klientel i et arbejderområde.«

Morten Bruun, 6’eren: Manchester United
»FA Cup-finalen 1976, som Manchester United tabte 0-1 til Southampton, er den konkrete årsag til, at jeg holder med klubben den dag i dag. United havde et spektakulært hold også dengang, blandt andet med min første yndlingsspiller, en venstre wing ved navn Gordon Hill.«

Mikkel Bischoff, 6’eren: Manchester City
»Da jeg var yngre, var jeg faktisk United-fan. Det var i Schmeichel-årene, hvor det mest var dem, man så spille. Men det blev hurtigt pillet ud af mig, da jeg kom til City. Jeg kan huske, jeg kom til træning i en rød hættetrøje en dag, men der fik jeg af vide af assistenttræneren, at den skulle jeg ikke have på. Man måtte ikke have rødt på. Jeg er ikke religiøs omkring Manchester City, men når man har været i en klub i så mange år (fire år, red.), får man følelser for den. Jeg bliver stadig modtaget godt, når jeg er derovre for at kommentere.«

Peter Piil, 6’eren: Liverpool
»Jeg var glødende Liverpool-fan, da jeg var knægt, og selv om det er lidt dødt nu, er det stadig dem, jeg kigger efter i tabellen. Det begyndte i 1971 og op gennem 70erne og 80erne frem til 1985. Mange gange er det jo en enkelt spiller, der skaber fascinationen, og det var det også for mig. I FA Cup-finalen i 1971, da Liverpool godt nok tabte til Arsenal efter omkamp, blev jeg meget fascineret af Liverpools kantspiller Steve Heighway, som også scorede Liverpools mål. Det stilnede lidt af, da jeg i 1985 sad i Spanien og så tragedien på Heysel. Der var det lige, som om meningen med fodbold fadede lidt ud for mig.«

Niels Christian Frederiksen, Viasat: Crystal Palace
»Jeg har helt ærligt ingen favoritklub i Premier League. Som jeg ofte har meldt ud, holder jeg med Argentina. Hvis jeg alligevel skal vælge, må det blive Crystal Palace. Jeg havde ikke noget forhold til dem, før jeg kom på Selhurst Park, men hver gang jeg har været der, har deres fans bare givet den maks gas. Meget autentisk og det, som britisk fodbold var tilbage til rødderne. Første gang jeg var der, slog de Chelsea 1-0. Det kickstartede det lidt.

John Faxe Jensen, 6’eren: Arsenal
Spillede i London-klubben fra 1992-1996 og har siden holdt fast i sine kontakter i klubben. Har et godt forhold til Arsenals nuværende assistenttræner, Steve Bould, som han spillede sammen med i 90erne. 6’erens redaktion har en gang lavet indslaget ’Har Faxe snakket med Steve Bould?’ med klip fra de mange gange, Faxe referede til en snak med Arsenal-træneren.

Jan Mølby, Viasat: Liverpool
Havde en stor karriere i Liverpool fra 1984-1996 og har stadig en stor status i klubben. I 2009 blev han hædret som æres-scouser af Liverpools borgmester. En scouser er betegnelsen for en person fra Liverpool. Adspurgt, hvilken historisk Liverpool-spiller, han helst ville hente til sit hold, har manager Brendan Rodgers tidligere udtalt: »Der er én spiller, der skiller sig ud for mig, og som jeg har beundret meget: Jan Mølby.«

Henrik Hoffmann, 6’eren: Liverpool
»Af Premier League-hold ligger min sympati nok hos Liverpool. Det kommer nok fra noget så åndssvagt som en fascination fra gamle dage i de røde målnet, de havde, og sådan nogle specielle typer som Ronny Rosenthal. Jeg tror, det var sådan noget, der nogle gange fik mig til at rende ind og se fodbold. Men jeg er ikke stor fan af noget engelsk hold. Det har altid mere været Roma fra Italien.«

Thomas Gaardsøe, 6’eren: Everton
»Jeg har aldrig rigtig holdt med et hold, men min sympati i dag ligger hos Everton. Jeg synes, de har et fedt stadion; jeg har selv spillet der. Det er et af de få gamle, klassisk britiske stadioner, der er tilbage. Den stemning, der er der, er for mig det, jeg forbinder med det gode, gamle engelske fodbold. I en tid hvor det hele er så kommercielt, synes jeg også, at Everton er nogle af de mere tilbagetrukne. Jeg ved godt, at de har planer om at bygge et nyt stadion. Det er de nødt til for at komme med på vognen. Men jeg må bare sige, at stemningen på Goodison er megacharmerende.«

Glen Riddersholm, Viasat: Liverpool
Har talrige gange fortalt åbenlyst om sin kærlighed til Anfield-klubben, som han også har besøgt ved flere lejligheder.

Peter Løvenkrands, 6’eren: Newcastle
»Jeg har spillet i Newcastle, så den klub har jeg selvfølgelig nogle helt særlige følelser for. Jeg havde en fantastisk tid i Newcastle. Stadion, og hele måden, det var sat op på, tiltalte mig virkelig meget. Jeg prøvede at være inde i selve maven af det hele og så en side, som man jo ikke oplever normalt. Samtidig fik jeg et helt særligt bånd til fansene, så jeg følger stadig med og holder med dem.«

Peter Kjær, Viasat: Liverpool
»Jeg har holdt med Liverpool siden 1977. Jeg kan dårligt huske lige hvorfor, men jeg kan levende forestille mig, at det var fordi, de var gode dengang. De vandt jo blandt andet det, vi i dag kender som Champions League, med en sejr over Gladbach. Kevin Keegan og Ray Clemence var mine store helte, da jeg var knægt. Jeg ved ikke, om jeg har andre forklaringer, men jeg har egentlig været passioneret siden dengang. I perioder ville jeg gerne have kunnet holde med et andet hold, fordi det har kørt ad helvede til, men det kan jeg ikke. Fodbold er følelser. Det sidder helt inde i hjertet. Jeg kan ikke skifte det ud. Jeg tænkte over det, da Steven Gerrard stoppede, men jeg sidder stadig og slår i bordet, når Liverpool ikke vinder.«

Jesper Thygesen, Viasat: Leicester
»Hvis jeg skal nævne et hold, må det være Leicester, og det er på grund af deres sæson sidste år og deres start i år. De kommer med fuldt potentiale hver gang. Samtidig har de en af de fedeste hjemmebaner overhovedet. Mange taler om Anfield, men jeg synes faktisk, det her er endnu federe. Det er ikke et frygtelig stort stadion, men der er udsolgt hver gang, og så er der fire tribuner, der giver den maks gas - inklusive sponsorerne og familierne. Endelig har de nogle spillere, som appellerer til fansene. Tag Jamie Vardy for eksempel. Han har arbejdet sig op gennem divisionerne, og er nu blevet landsholdspiller. Det kan jeg godt lide ... Og så spiller Kasper Schmeichel der jo.«

Jesper Grønkjær, Viasat: Ingen
»Jeg må med skam i sindet sige, at det efter 30 år stadig ikke er lykkedes mig at blive fan af et hold. Jeg holder selvfølgelig et ekstra øje med Chelsea (hvor han spillede fra 2000 til 2004, red.), men ellers holder jeg bare af god fodbold – og det var ikke et politikersvar.«

Peter Graulund, Viasat: Ingen
»Jeg holder faktisk ikke rigtig med nogen. Der er hold, jeg bedre kan lide end andre, men når mit tilhørsforhold ikke er særligt fast, har jeg egentlig ikke lyst til at sprede en stemning af, at jeg er helt vild med et bestemt hold. For det er jeg ikke.«

Poul Hansen, Viasat: Arsenal
»Jeg var ovre og se dem for nogle år siden på Highbury, og siden blev det mere og mere. Især da Wenger kom til. Jeg syntes, de spillede noget fodbold, der var langt forud for resten af Premier League, og jeg har også været ovre og se deres træningsanlæg i forbindelse med DBUs træningsuddannelse. Der så jeg deres reserver vinde 7-2 eller 7-3 over Liverpool. Min søn på knap to år er også Arsenal-fan. Han er en rigtig fodbolddreng.«

Per Frimann, Viasat: Leeds
»Jeg kan stadig holdet fra begyndelsen af 1970erne. Jeg havde set dem vinde FA Cup-finalen over Arsenal i 1972, og den kamp så jeg sammen med seks Arsenal-fans. Det var mig mod resten af verden. Senere blev de jo så snydt i mesterholdenes finale i 1975, da de fik et mål annulleret og tabte til Bayern München. Jeg græd som pisket og fløj rundt i sofaen derhjemme. De spillede hårdt, men jeg kunne jo bedst lide deres tekniske stil, og Eddie Gray scorede det, der vist er blevet kåret til det bedste mål i England nogensinde mod Burnley. De lavede sådan nogle fede ting. Engang fik de numre på strømperne, og det, syntes jeg, var noget af det mest fantastiske, jeg nogensinde havde set.«