»Jeg har været i fire finaler, og det er åbenbart ikke meningen, at jeg skal vinde én.«

Med de ord sagde Lionel Messi stop på det argentinske landshold efter nederlaget i Copa America-finalen mod Chile, hvor Messi selv brændte sit forsøg i straffesparkskonkurrencen. Men i Argentina har man ikke tænkt sig at lade Messi slippe uden kamp.

På elektroniske vejskilte og metroens infotavler i hovedstaden Buenos Aires er budskabet klart. "No te vayas, Lio" – du må ikke stoppe, Lio – står der overalt i byen. Det er borgmesteren i storbyen, Horacio Rodriguez Larreta, der ifølge El Pais har fået kampagnen op at stå.

Han har også selv bidraget med en direkte opfordring til Messi på Twitter om, at han ikke må stoppe på landsholdet.

»Som fodboldfan, Lio, beder jeg dig om ikke at opgive landsholdet. Som et tegn på vores støtte og kærlighed har vi opstillet en statue på Paseo de la Gloria i Costanera Sur. Tak for din ydmyghed, din genialitet og dit talent. Men »no te vayas Lio«,« siger borgmesteren i videoen.

Artiklen fortsætter efter billedet

Den nye Messi-statue indvies af borgmesteren
Den nye Messi-statue indvies af borgmesteren Foto: Rodrigo García
Vis mere

Og han er ikke den eneste magthaver, der taler ind i kampagnen. For Argentinas præsident, Mauricio Macri, har været i telefonrøret for at overtale Messi til at fortsætte på landsholdet. Han sagde blandt andet, at det var "en gave fra Gud at have verdens bedste spiller på landsholdet", men Macri fortalte også, at Messi blot anerkendte opkaldet.

Ifølge El Pais er der dog aftalt et personligt møde mellem landets præsident og landets fodboldkonge i næste uge. Og indtil da er præsidenten med i kampagnen på de sociale medier om at få Messi til at ændre sin beslutning om at stoppe på landsholdet.

»Jeg følere mere end nogensinde stor stolthed over vores landshold. Jeg håber, at nydelsen over at se verdens bedste fortsætter mange år endnu. #NoteVayasLio,« skriver han på Twitter.

Artiklen fortsætter efter billedet

Ung dreng er også blevet revet med af stemningen og havde sin egen lille besked med til Messi om, at han ikke må stoppe, da det argentinske landshold vendte hjem fra Copa America.
Ung dreng er også blevet revet med af stemningen og havde sin egen lille besked med til Messi om, at han ikke må stoppe, da det argentinske landshold vendte hjem fra Copa America. Foto: MARCOS BRINDICCI
Vis mere

Og hvis ikke Messi orker de mere slipsede typer, så er der også opbakning fra en helt anden front. For godt nok er Suzy Cortez brasilianer, men årets Miss BumBum i landet ønsker alligevel at være med på den omfattende kampagne om at få Messi tilbage på landsholdet.

Mens Lionel Messi ikke mangler respekt og kærlighed fra de høje herrer i Argentina og kønne piger i Brasilien, er sagen til tider en lidt anden for manden på gaden. For Lionel Messi mangler stadig at vinde. OL var ikke nok. De vil have VM eller i det mindste Copa America. Om to år kan Messi vinde det største – VM. Og samtidig vinde folkets gunst for alvor.

Hvis han beslutter sig for ikke at stoppe på landsholdet.