Sjældent har en spiller haft så mange disciplinære sager, overtrådt så mange regler og havnet så mange gange i mediernes overskrifter i en så ung alder som Mario Balotelli. Sporten.dk giver dig portrættet af Mario Balotelli.
Det var kun tre ord, men de sagde mere end tusinde ord. Tre ord, der ud over at udgøre et spørgsmål også dannede et stort udråbstegn.
Ord, der ud over at indramme Mario Balotellis liv, også fungerede som et frustreret skrig til omverdenen:
»Hvorfor altid mig?«
Ordene gjorde de 70.000 tilskuere på Old Trafford tavse. Mario Balotelli havde netop scoret for Manchester City på ærkefjendens hjemmebane, og han fejrede scoringen med et bekymret udtryk i ansigtet, hvorefter han løftede op i sin spillertrøje, hvilket åbenbarede en T-shirt med ordlyden ' Why always me?' påtrykt.
En umiddelbar forvirrende fejring, et mærkeligt signal, men senere hyldet af engelsk presse som en af de mest markante fejringer i moderne fodbold.
For det var et signal med flere lag: Et opråb til pressen. En henvisning til rollen som socialt udstødt, som racismeoffer og som outsider i både barndom og ungdom. En bøn til publikum om at stoppe hetzen. En reminder til sig selv om at tage ansvar.
Men nok mest et billede på den frustrerede, moderne, unge fodboldspiller fanget mellem den efterspurgte individualitet og at underkaste sig det nødvendige kollektiv i en branche, hvor det gælder om at skille sig ud uden at overskride grænsen mellem den ekstreme egoisme og den acceptable individualisme.
Det er den grænse, en Nicklas Bendtner linedanser på. Det er den grænse, en José Mourinho med kalkuleret kynisme bevidst overskrider.
Det er den grænse, der er usynlig for et af verdens største talenter, Mario Balotelli -en 21-årig fodboldspiller, som igen er i karantæne for et rødt kort, og som denne gang har fået at vide af sin træner, at der ikke bliver flere kampe i denne sæson.
Adoptivbarnet Balotelli
På væggen hjemme hos familien Barwuah i den italienske flække Bagnolo Mella tæt ved Brescia hænger billeder af deres fire børn. Men det er deres femte barn, Mario, hvis billede hænger i centrum.
Faderen Thomas følger stadig med i sønnens karriere, der har ført ham til Manchester City for 30 mio. pund og har givet ham et Champions League-trofæ samt en plads på det italienske landshold.
Men Mario vil ikke vide af sin familie. For ham er det ikke hans rigtige familie. Marios familie hedder Balotelli og ikke Barwuah.
Franco og Silvia Balotelli var bosat i et stort hus i Consecio, de havde i forvejen tre børn, og de adopterede Mario, da hans biologiske forældre opgav ham i en alder af to år.
Barwuah-familien kom til Italien som immigranter fra Ghana og fik Mario i 1990. Sine to første år tilbragte Mario mest på hospitalet på grund af en alvorlig tarm-sygdom, og ifølge Thomas Barwuah var døden en daglig og reel risiko for lille Mario.
Problemerne var mange, mens pengene og jobbene var få for familien, der så sig nødsaget til at bortadoptere Mario. Siden er de stået frem og har hævdet, at de har forsøgt at få ham tilbage mange gange, men at Balotelli-familien med deres mange konktakter forhindrede det.
Mario selv har fremført, at de indtil han blev kendt, var ligeglade med ham, og at de nu er gået til offentligheden, fordi de ude efter hans penge.
Hvert andet år, indtil han blev 18 år, skulle adoptionspapirerne fornys, og indtil 2008 kunne han ikke spille for de italienske u-landshold eller have navnet Balotelli på sin trøje, fordi han rent juridisk først kunne adopteres som 18-årig.
Det bidrog ifølge hans søster Cristina til den følelse af splittelse, der har næret en opmærksomhedskrævende personlighed.
»Da han var barn, kunne han finde på at løbe ned ad gangen og smadre alle vaser på vejen og derefter stå og vente på, at vi kom, eller han kunne stå i døren til badeværelset, mens jeg tørrede hår, og slukke og tænde lyset og bare stå dér, indtil han fik opmærksomhed,« siger hun og peger på, at ønsket om opmærksomhed og kærlighed skabte en dyb tilknytning til moren Silvia.
»I lang tid kunne han ikke sove, hvis hun ikke var der for at holde ham i hånden. Han hadede at være alene, og sådan er han stadig.Han vil altid have selskab, selv om han gradvist ændrer sig ved at bo i Manchester,« siger søsteren.
Arrogant outsider
Mens opgaven med at skabe følelsesmæssige bånd var den vigtigste for familien Balotelli, var dét at disciplinære Mario nærmest en mission.
Rodløsheden parret med en grænseløs vilje og et enormt, selvbevidst talent fik podet en arrogance og en distance til regler i den unge Mario.
Da moren eksempelvis forbød ham at tage til træning, fordi han havde opført sig forkert, krøb han alligevel ud ad vinduet og gik de 50 minutter til træning.
Imens havde hans mor Silvia ringet til træneren, der sendte ham hjem, så snart han var ankommet.
Billedet, der hænger i Barwuha-familiens stue, forestiller et hold af fodbolddrenge. Den eneste, der adskiller sig, er Mario.
Han er den eneste, der har en mørk hudfarve, og sådan har det været på alle hans ungdomshold. I det nordlige Italien betød det en konstant påmindelse om hudfarve og rollen som outsider.
»Han er født og opvokset i Italien, men er blevet ydmyget mange gange på grund af sin hudfarve. Han har hørt råb fra tilskuere om, at han skulle dø, at han var en abe og mange andre ting. Han foretog et bevidst valg, da han vendte ryggen til sin fædrende arv og valgte at spille for Italien og ikke Ghana,« har hans mor Silvia sagt.
At være skydeskive for racisme stoppede ikke, da han blev professionel. Især i kampene mod Juventus, da han spillede for Inter, blev han nedgjort i en grad, der var så slem, at Juventus blev dømt til at spille en kamp for lukkede døre.
Mario Balotelli har i et af sine sjældne interview fortalt om den følelse, han som dreng og ung oplevede, og som igen giver næring til hans personlighed.
»Der var to ting, jeg gik op i, ligesom alle andre drenge i den alder: piger og opmærksomhed.Men det var som, jeg var usynlig. Jeg er ingen Clooney, men jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg blev ignoreret. Mine venner forklarede mig, at folk ikke kunne lide sorte.«.
Nye vers til smædesangene
Alles øjne hviler på Mario Balotelli. Hvis han har manglet opmærksomhed, har han fået det.
Den 21-årige italiener er ikke usynlig længere. Han bliver nævnt som en af de bedste unge spillere i verden sammen med Neymar fra Brasilien og tyske Mario Götze.
Men forskellen mellem de to og Balotelli er i øjeblikket, at italieneren overhovedet stiller spørgsmålet »hvorfor mig«?
»Der er modsætninger i ham, men som hos mange andre mennesker er hans væremåde en måde at skjule eller glemme hans usikkerhed på. Han er en ung mand, der bliver voksen i fuld offentlighed,« siger hans søster.
Manchester City-fansene må ofte lave deres Balotelli-sang om. Sangen lister hans sjoveste sager op, og fansene tilføjer hele tiden nye, så sangen bliver længere i takt med Balotellis eskapader.
Og selv om det ser ud til at fortsætte, har hverken José Mourinho i Inter eller Mancini i City givet op. Talentet er for stort, personen for kompleks.
»Han udnytter kun 25 procent af sin kapacitet til træning. Hvis han bare trænede med 50 procent kraft, ville han være en af de bedste i verden,« har Mourinho sagt, mens Mancini har svaret på ' hvorfor ham?':
»Balotelli har ikke et attitude-problem, men et ungdomsproblem. Vi har alle været unge, og Mario er lige kommet ud af teenageårene.Jeg mener ikke, han er svær at arbejde med. Hvorfor? Af samme grund som alle taler om ham. Det er meget enkelt: Fordi han er en fantastisk fodboldspiller.«
