Hvor er Google, når man har allermest brug for sin online-ven?

Lionel Messi kunne godt have haft gavn af at spørge søgemaskinen til råds, da en fan bad om en selfie med den argentinske verdensstjerne tidligere på ugen. Messi indså nemlig ikke, at det ikke var en helt almindelig tilhænger, men derimod den libanesiske popstjerne Yara.

Ved midtugens Barcelona-kamp mod Manchester City, hvor Lionel Messi i øvrigt scorede et hattrick i 4-0-sejren over den tidligere Barca-træner Pep Guardiola, dukkede Yara op for at overvære showet både før og til selve kampen.

Selvom Yara selv er en stjerne for millioner af mennesker - hun har 2,7 millioner følgere på Instagram og 2,3 millioner på Twitter - var det for en sjælden gangs skyld hende, som måtte bede om et billede. Heldigvis var Messi med på den idé.

Hvad Messi derimod ikke var med på, er i følge mediet 90Minutes Yaras berømmelse. Først da Yaras manager fortalte Lionel Messi om den kønne sangers bedrifter, gik det op for Lionel Messi, at det ikke bare var en 'hvem-som-helst', som han stod over for og ved siden af. Pænt akavet - se bare videoen herunder.

Inden nærværende skribent kommer for godt i gang, skal det med, at Yara heller ikke er dét navn, der først får en klokke til at ringe på redaktionen. Måske gik det bedre for Luis Suarez og Neymar, der i modsætning til Messi og andre kunne tænkes at kende ørehængeren Ma Baaref, som i skrivende stund er afspillet over 45 millioner gange på Youtube?

Bedøm selv ud fra det sparsomme materiale herunder.

Uanset hvad, så ligner det, at Yara havde en god dag ved Camp Nou.