Københavns Politi arbejder i følge det norske medie adressa.no på at få fat i en video, som viser pågribelsen af Nicki Bille natten til fredag, efter Rosenborg-spilleren angiveligt havde slået og sparket til parkeringsautomater og cykler i det indre København.

Københavns Politi har ikke set den omtalte video af Nicki Billes møde med ordensmagten. Men det vil man meget gerne. Det fortæller Sebastian Richelsen, politiassistent og pressekontakt ved Københavns Politi, til adressa.no tirsdag eftermiddag.

- Vi arbejder på at få fat i den, men indtil vi har set videoen, kan vi ikke kommentere på den. Vi har ikke fået nogen klage fra Nicki Bille over politiets behandling, og lige nu efterforsker vi sagen for at få belyst alle fakta, siger Sebastian Richelsen til adressa.no.

BT har set den dramatiske video af politiets pågribelse af Nicki Bille. Videoen, der varer 150 sekunder, viser Nicki Bille med en politibetjent om hver arm. De to betjente - en mandlig og en kvindelig - virker bestemte og kontante i deres behandling af Nicki Bille og siger flere gange, at han 'skal lade være med at stritte imod'. Fodboldspilleren råber gentagne gange undervejs i videoen, at han ikke gør noget, at hans ven skal blive ved med at filme episoden, og at politiets behandling 'gør ondt'. På et tidspunkt råber angriberen også 'av min arm'.

Mens Nicki Bille stadig står oprejst, tager den mandlige betjent fat med armen rundt om halsen på den danske angriber. Nicki Bille råber, at han ikke kan trække vejret og kommer efterfølgende med hostelyde, der bakker påstanden om vejrtrækningsproblemer op.

De to betjente lægger Nicki Bille ned på jorden og lægger ham i håndjern. Kort før hans ven startede sin videooptagelse, har betjentene angiveligt forsøgt at pacificere Nicki Bille med peberspray. Flere gange beder den mandlige betjent Billes ven om at stoppe videooptagelsen og truer ham med peberspray, men da manden ikke gør det, sprøjter politimanden peberspray efter ham.

Historien om Nicki Billes bytur kom frem i Ekstra Bladet mandag. Avisen skriver, at Nicki Bille ifølge politiets sigtelse modsatte sig anholdelsen, og at den danske angriber skulle have spyttet inde i politibilen og bidt en betjent i armen.

BT har set videoen med anholdelsen af Nicki Bille, men har - trods gentagne forsøg - ikke fået lov til at offentliggøre den.