Polske og russiske hooligans amok på hinanden i den polske hovedstad, Warszawa. Politiet havde problemer med at dæmpe gemytterne.

Polen og Rusland mødtes tirsdag aften i EM i fodbold, men optakten til kampen var alt andet end fredelig.

Flere steder i Warszawa røg polske og russiske hooligans i totterne på hinanden, og politiet havde svært ved at kontrollere situationen. Det skriver det britiske nyhedsbureau Reuters.

Balladen begyndte, da det polske politi brød ind i en march med russiske fans. Flere tusinde russiske fans begyndte at krydse floden Vistula, og da urobetjente forsøgte at følge efter dem, kastede fansene forskellige ting - bl.a. sten, fyrværkeri og flasker - mod politiet.

Andre steder skal polske fans have overfaldet russiske fans, og ifølge nyhedsbureauerne har politiet brugt vandkanoner, brugt tåregas og gummikugler, trukket pistoler og skudt varselsskud for at sprede fansene.

- Mindst 100 personer er blevet anholdt, og ti alvorligt såret, men ingen af dem livstruende, siger politiets talsmand, Mariusz Sokolowski, til Reuters.

- Man kunne se, at der var tale om organiserede grupper af hooligans - både på den russiske og den polske side, sagde den polske fan, Maciej Kowalski, til nyhedsbureauet.

Det var på forhånd frygtet, at der ville opstå uro inden kampen, da Polen og Rusland ikke er de bedste venner.
 
De to lande har i flere hundrede år haft et anstrengt forhold - for eksempel den kommunistiske besættelse af Polen efter Anden Verdenskrig.

I nyere tid har forholdet været belastet af, at den polske præsident, Lech Kaczynski, sammen med 95 andre i 2010 blev dræbt ved et flystyrt. Nogle polakker mener, at Rusland stod bag flystyrtet