Historier går aldrig af mode.
Det europæiske fodboldforbund UEFA's præsident, Michel Platini, tilføjer kontinentets fodboldhistorie et nyt kapitel med udvidelsen af antallet af deltagere ved EM fra 16 til 24. Med debut til det turneringsformat i Platinis hjemland Frankrig næste sommer. Man kan med en vis rimelighed tilskrive forøgelsen af deltagere en dagsorden udi at sikre Europas største lande en let adgang til slutrunden og med dem lukrative tv-penge.
Her, hvor kvalifikationsgrupperne er halvvejs, tegner der sig et mønster, der formentlig overrasker franskmanden.
For det er fodboldfamiliens små fætre, der har budt ind på de ekstra otte billetter - med stor appetit. Vi taler om Island, Wales, Israel og Østrig, som indtager deres respektive gruppers første- og andenpladser og er på EM-kurs. Det samme er Nordirland, der i 70erne og 80erne var at regne for noget, men som de øvrige britiske lande blev Belfast og omegn ramt nådesløst hårdt af Bosman-dommen i 1995. Nu er de grønblusede på vej mod deres første slutrunde siden 1986.
Det bobler af optimisme hos Europas små, og det sker på bekostning af tungere lande som Serbien, Tyrkiet, Rusland, Grækenland og Holland. En håndfuld, som vi forventede ville være at finde i Frankrig næste år, men toget er ved at være kørt for flere af dem. Dét er en god historie.
De såkaldte test- eller venskabskampe fremstår stadigt mere devalueret. Det er som regel ved de landsholdsopgaver fodboldens største profiler lige har lidt med lysken eller et belejligt maveonde og melder fra til nationaltjeneste og i stedet får sig et lille afbræk fra Premier League eller Bundesligaen.
Sådan bliver det ikke tirsdag aften i Torino. Englands træner, Roy Hodgson, har godt nok valgt at spare en håndfuld sikre navne på holdkortet til mødet med italienerne, men for englænderne er det mere end en venskabelig omgang 90 minutters trilleri på tværs.
Kampe mellem de to nationer - med Italien tilhørende verdenseliten og England niveauet lige under - har altid været en ond omgang. Youtube Tardellis mørnende albue i ansigtet på Kevin Keegan, hvis det kniber lidt med hukommelsen.
For England vil kampen på Juventus Stadium være en vigtig lakmusprøve på Roy Hodgsons projekt 'Three Lions'. England er havnet i den letteste af alle de europæiske kvalifikationsgrupper og har gjort rent bord med fem sejre i fem kampe, så billetten til sejlturen tværs over den Engelske Kanal er så godt som sikret, og det giver Hodgson ro til et længe behøvet generationsskifte.
England får ganske enkelt ikke bedre chance for at vinde et trofæ end næste sommer. Tyskland og Frankrig vil være de store favoritter, men med et Spanien-hold, der kæmper for at genfinde mesterstilen, så er England lige i hælene på de to ærkerivaler og kan drage fordel af at sammenspille et kompetent mandskab i gruppespillet. Frankrig spises af med venskabskampe, og tyskerne fremstår en smule matte efter VM-triumfen i Brasilien. Når Belgien og Portugal udpeges som 'dark horses', skal vi huske at sadle englænderne op - for de vil være der.
England har siden EM 1996 på hjemmebane på alverdens medieplatforme skreget sig selv op til favoritter i både EM og VM-sammenhæng ikke mindst med bund i den 'gyldne generation'. Frank Lampard, John Terry, Steven Gerrard, Neville, Beckham og Scholes. Det blev aldrig til noget. De engelske ambitioner druknede i et miskmask af trætte ben efter perverst lange sæsoner, overskrifter om kvinder og en rodebutik af forskellige spilletyper og spillestile.
Nu har Hodgson sagt farvel til den sidste gamle krigshest. Gerrard stoppede efter skuffelsen i Brasilien, og England fremstår som et fornuftigt afventende, men knivskarpt omstillings-mandskab omkring Wayne Rooney, Danny Welbeck og Raheem Sterling. Og Harry Kane. Sidstnævnte ventes for første gang sluppet løs fra start i aften helt på top - der blæser forventningens stærke vinde omkring Tottenhams 'Hurricane'.
Og det bliver symbolsk i Torino, hvor England, senest de havde en trup, der retmæssigt kunne have vundet et trofæ, gik til grunde. Det var i 1990. VM-semifinalen mod Vesttyskland, hvor Paul Gascoignes berømte tårer flød, Paul Parkers afretning snød Shilton og Chris Waddle sparkede over, da det gjaldt.
Vesttyskland er væk, England er der igen, og en lille horde af Europas små fodbold-fætre er ved at pakke taskerne og gøre klar til Frankrig næste år. Det er da en god historie.
