UEFA-præsident Michel Platini stiller ikke op imod Sepp Blatter, når der næste år er præsidentvalg i FIFA.

For to måneder siden erklærede den franske fodboldlegende Michel Platini, at FIFA-toppen havde brug for 'frisk luft'. Dette var ifølge mange en direkte henvisning til, at det var på tide, at Sepp Blatter blev væltet af pinden. Derfor har mange i fodboldverdenen gjort sig forhåbninger om, at selvsamme Platini ville være manden, der udfordrede Blatter ved næste års præsidentvalg i fodboldens største fodboldinstans, FIFA.

Torsdag fortalte Michel Platini til 54 europæiske samarbejdspartnere i forbindelse med et UEFA-møde i Monte Carlo, at han ville fokusere på arbejdet i UEFA. Dermed afskriver franskmanden indirekte, at han vil gå efter den øverste post i FIFA, hvilket betyder, at Blatter efter al sandsynlighed får lov til at fortsætte fire år mere som præsident.

Sepp Blatter har siddet på posten siden 1998, hvor han blev valgt foran svenske Lennart Johansson. Siden da har den schweiziske fodbold-boss i flere omgange været under mistanke, blandt andet for korruption.