Premier League-dommeren Mark Clattenburg kom i fokus i kampen mellem Arsenal og Hull. Og han indrømmede selv, at han var gået galt i byen, fortæller Hull-spilleren Andrew Robertson.

Arsenal kom nemlig foran 1-0, efter Alexis Sanchez havde taget hånden i brug. Det overså Clattenburg, men i pausen af opgøret indså han, at han havde taget fejl.

»Da vi kom ud til pausen, sagde dommeren undskyld til os. Han sagde, der var hånd på bolden, så han må have brugt pausen på at se hændelsen og kunne se, at han tog fejl,« siger Andrew Robertson ifølge Sky Sports.

»Det skete så hurtigt, så det var svært for dommeren. Man får faktisk lidt ondt af ham, men i sidste ende er det de beslutninger, der dræber én, når man kommer til de store stadioner. Hvis vi havde fået 0-0 med til pausen, kunne vi have fået point med hjem. Det er den forklaring, vi fik, og der er ikke mange dommere, der indrømmer, de tager fejl, men det gør det ikke bedre,« mener Robertson.

Arsenal endte med at vinde 2-0. Også det mål stod håndskurken Alexis Sanchez for. I samme ombæring fik Hulls Sam Clucas rødt kort... for hånd på bolden.