Pierre-Emile Højbjerg har haft en fin sæson med gennembrud på fodboldlandsholdet, og også på privatfronten har den 19-årige Højbjerg scoret.

På sin profil på Facebook skriver Pierre-Emile Højbjerg således, at han er kommet i et forhold med Josephine Siw.

Josephine Siw er en flot blondine, som blev student fra Espergærde Gymnasium for to år siden. Nu går hun på Copenhagen Business School. Og så er hun iøvrigt barnebarn af den tidligere landsholdsspiller Flemming Nielsen, som var med til at vinde sølv ved OL i 1960 i Rom. Dengang spillede han for AB, og han fik efterfølgende en flot karriere i den italienske Serie A-klub Atalanta, i den skotske klub Morton og til sidst i B 93.

Efter karrieren blev Flemming Nielsen sportsjournalist og arbejdede på Politiken og senere på BT, hvor han i mange år var en meget respekteret fodboldredaktør.

Pierre-Emile Højbjerg er i fodboldmæssigt henseende godt i gang med at gå sin kærestes morfar i bedene. Han spillede som helt ung for Skjold og dernæst i FCKs og Brøndbys ungdomsafdelinger. Derfra skiftede Pierre-Emile Højbjerg til Bayern München, og i det seneste halvår har han været udlejet til FC Augsburg, som han hjalp til at kvalificere sig til Europa League for første gang. Sæsonen sluttede han af med at komme i semifinalen med det danske U21-landshold ved EM i Tjekkiet.

Og nu har Pierre-Emile Højbjerg altså også held i kærlighed. Josephine Siw og Pierre-Emile Højbjerg udgør et flot par.