Peter Schmeichel kommer farende ud af målet, hænger i luften, og plukker bolden. Med én hånd.
Hvis man sad og så EM-finalen i 1992, er Peter Schmeichels indgreb ét af de danske øjeblikke, der har siddet fast på nethinden lige siden.
Her stopper den danske målmand et tysk angreb med kun et kvarter igen af EM-finalen, der jo som bekendt ender med en sensationel dansk EM-triumf.
Målmanden selv? Han er ikke specielt stolt af redningen. Det siger han i et interview med den trykte udgave af fredagens Tipsbladet, et uddrag er bragt hos Ekstra Bladet.
»Grunden til, at jeg var nødt til at gribe den bold med en hånd, var jo, at den var for langt væk. Jeg kunne ikke nå frem til den med begge hænder, men når en målmand går ud for at gribe en bold, så skal han gribe den med begge hænder. Ellers er grænsen overtrådt. Det så skidegodt ud, og folk kan huske det, men i virkeligheden er jeg en lille smule flov over, at jeg gjorde det, for det giver jo uro, at jeg pludselig kommer flyvende, for hvad så næste gang der er sådan en bold? Så står forsvaret der og ved ikke, om jeg kommer igen eller hvad,« siger Peter Schmeichel til Tipsbladet.
Han sammenligner med en episode fra semifinalen mod Holland, hvor han efter egen mening løber helt ud til kanten af straffesparksfeltet for at cleare en bold, selv om Kim Christofte er til stede og kunne have headet den væk.
I begge tilfælde endte Peter Schmeichel med at komme helskindet ud af situationerne. Om finale-enhåndsredningen siger han:
»Men det gik godt, vi vandt kampen og resten er historie, men kan du forestille dig, hvis jeg ikke havde nået bolden? Hvis Klinsmann header den retur, og Riedle prikker den i kassen?« spørger målmanden retorisk.
Men det skete ikke. Tyskland scorede faktisk overhovedet ikke, og Danmark vandt finalen med 2-0.
