Den danske landsholdsangriber Pernille Harder er i spil til at få prisen som verdens bedste kvindelige fodboldspiller 2017 af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

Harder, der spillede en central rolle på sølvholdet under EM i Holland, er blandt ti nominerede spillere til prisen, meddeler Fifa.

Blandt Harders konkurrenter til prisen finder man to af bødlerne fra EM-slutrunden. Lieke Martens og Vivianne Miedema er således nomineret fra det hollandsk guldhold.

Feltet vil i september blive skåret fra ti til tre nominerede, før prisen uddeles 23. oktober. Samme dag kan Nils Nielsen vinde prisen som årets træner på kvindesiden. Han blev nomineret tidligere torsdag.

I tirsdags blev Pernille Harder nomineret til prisen som sæsonens spiller i europæisk fodbold af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa). Til den pris er hun en af tre nominerede. Her kåres vinderen 24. august.

Harder skiftede til den tyske storklub Wolfsburg fra årsskiftet efter fire år hos svenske Linköping FC.

/ritzau/