Den tidligere fodboldstjerne bortauktioner mere end 2000 ting fra sin utrolige karriere.

London: På tirsdag vil det være muligt at købe Pelés VM-medaljer.

På en auktion i London vil den 75-årige tidligere fodboldstjerne Pelé nemlig bortauktionere en stor mængde ting fra sin fodboldkarriere med landsholdet, med Santos og New York Cosmos. Blandt de mere end 2000 forskellige ting er således tre VM-medaljer.

Pengene fra salget går til velgørenhed.

- Beslutningen var, at pengene går til velgørenhed og til børn, siger Pelé til nyhedsbureauet Reuters.

Eksperter har, ifølge Reuters, vurderet, at salget fra manden, der fortsat bliver kaldt verdenshistoriens bedste fodboldspiller, kan indbringe én million dollar - svarende til 6,6 millioner kroner.

- Planen er, at halvdelen af pengene fra salget går til et børnehospital. Resten af pengene går til Santos - klubben, som har skabt min karriere. De ting, som ikke bliver solgt går også til klubben, som kan lave en udstilling med det, fortsætter Pelé.

Auktionen åbner på tirsdag i London.

/ritzau/