Pep Guardiola skal angiveligt være klar til at hente et hold store stjerner til Manchester City, når han tiltræder i klubben til sommer.

Lionel Messi, Neymar, Paul Pogba, Robert Lewandowski!

Det er nogle deciderede fodbold-sværvægtere, der går igen, når talen falder på Manchester City og den kommende manager Pep Guardiolas planer for spillerindkøb.

Pep Guardiola skal blandt andet have stor interesse i flere stjerner fra hans tidligere klub, FC Barcelona. Neymar har tidligere sagt, at han med glæde ville spille under Guardiolas kyndige trænerhånd.

»Guardiola er en fyr, som jeg virkelig ser op til, og hvem jeg ville elske at arbejde sammen med,« har han tidligere udtalt ifølge Daily Mail.

Interessen skal også være stor for selveste verdens bedste fodboldspiller, Lionel Messi. Argentineren ville naturligvis være det helt store scoop for Manchester City, der ifølge flere engelske medier vil have omkring 1,5 milliard kroner at handle spillere for.

The Guardian har lavet en liste over de spillere, de mener, kan komme under Pep Guardiolas vinger i fremtiden. Thiago Alcântara, Marcelo, John Stones og Philippe Coutinho bliver alle nævnt i rygtemøllen.

Herudover er der den 22-årige franskmand Paul Pogba, som har huseret på italienske Juventus' centrale midtbane siden 2012. Ifølge The Guardian koster franskmanden i omegnen af 785 millioner kroner, og han har senest vist sin styrke ved at score fire mål i otte kampe for Juventus.

Også spillere, som Pep Guardiola har under vingerne i Bayern München, er nævnt som kommende spillere for Manchester City. David Alaba og ikke mindst Robert Lewandowski kan være fremtidige spillere i England.

Pep Guardiola har med garanti også andre spillere i tankerne, og det kan næsten udelukkes, at samtlige spillere vil ryge til Manchester City. Og dog. I 2015 blev der indgået en y tv-aftale i Premier League, som træder i kraft i 2016. Og den skal fordele vilde 51 milliarder kroner imellem klubberne, og det er en 70 procent stigning i forhold til den tidligere tv-aftale. Det kan meget vel tænkes, at aftalen giver Manchester City et markant udvidet økonomisk råderum.