Alan Pardews dage som Newcastle-manager kan være talte, efter at holdet fra Nordengland mandag aften tabte 0-1 til Stoke. 

Dermed har Newcastle stadig ikke vundet en Premier League kamp i denne sæson, hvor holdet er placeret på næstsidstepladsen med tre point.

Og det var da også hjemmeholdet Stoke, der dominerede det meste af kampen og skabte de største chancer. Allerede efter et kvarter kunne fyrtårnet Peter Crouch heade bolden i mål til en 1-0-føring til hjemmeholdet.

Newcastle forsøgte herefter at presse spillet højere op på Stokes banehalvdel, men de store chancer udeblev.

I stedet var det Stoke, der var tæt på at udbygge føringen i anden halvleg, da indskiftede Marko Arnautovic hamrede bolden på indersiden af stolpen, men heldet var ikke med den østrigske midtbanespiller.

Newcastle havde svært ved at sætte sig igennem og skabe de afgørende chacncer, men det var alligevel udeholdet, der var tæt på at udligne i kampens slutfase.

En bold blev sendt ind i Stokes felt, hvor Jack Colback fik taget den til sig. Hans afslutning prellede dog af på overlæggeren, og derfor var det Stoke, der kunne trække sig sejrrigt ud af en kamp, der sandsynligvis kan være Alan Pardews sidste som Newcastle-træner.