Historien, bedrifterne, succeserne, titlerne. For Hakan Sükür betyder det ikke meget længere i hjemlandet.

Senest er den tyrkiske angriber i weekenden nærmest blevet udraderet i sin gamle klub, Galatasaray, hvor hans medlemskab er blevet ophævet. Trods status af æresmedlem.

Ifølge flere medier efter politisk pres fra Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

I forvejen lever Hakan Sükur i eksil i USA på grund af sine påståede forbindelser til FETÖ, som af præsident Erdogan betragtes som en terrororganisation – og ikke mindst som initiativtager til kupforsøget sidste år. Af den grund er der også udstedt en arrestordre på Hakan Sükür.

Og i Galatasaray betyder angriberens bedrifter i dag ikke specielt meget.

Der er ellers nok af dem i de tre perioder, angriberen fik i storklubben. Se bare her:

  • Han var med til at vinde UEFA Cuppen i København i 2000, hvor Arsenal blev slået i finalen (Hakan Sükür scorede i straffesparkskonkurrencen.
  • Han var med til at vinde det tyrkiske mesterskab otte gange.
  • Pokalturneringen var han med til at vinde fem gange.
  • Han er tre gange blevet topscorer i den tyrkiske liga.

Også i landsholdssammenhæng var Hakan Sükür om muligt den største nogensinde. Ingen har scoret flere mål end ham i nationaldragten.

Og i 2002 var han med på det tyrkiske landshold, der hentede nationens største VM-resultat nogensinde. Det blev til bronze – og angriberen skrev personligt et lille stykke VM-historie, da han i bronzekampen lavede det hurtigste mål nogensinde. Efter kun 10.8 sekunder.

Den tidligere Galatasaray-holdkammerat Arif Erdem er endt på samme sorte liste som Hakan Sükür, og han er i weekendeen også blevet slettet af klubbens medlemsliste. I alt 2.700 blevet i øvrigt kylet ud af klubben.

Indledningsvist valgte Galatasaray dog ikke at ekskludere de to tidligere profiler, men så skete der ting og sager.

Tyrkiets idrætsminister, Akif Çağatay Kılıç, gik hurtigt ud med følgende udtalelse:

»Ledelsen i Galatasaray må rette op på det her med det samme. Forrædere har intet at gøre i vores etablerede idrætsklubber,« lød det.

Vicepræsident Veysi Kaynak kaldte det ’uacceptabelt’.

Kort tid efter valgte Galatasaray så at udelukke Hakan Sükür og Arif Erdem.

Hakan Sükür stoppede karrieren i 2008, og han i en kort periode siddet i det tyrkiske parlament.