Bliver finalen i den engelske Capital One Cup et opgør mellem lokalrivalerne fra Liverpool og Everton?

Det er bestemt en mulighed.

Efter Liverpool tirsdag aften på udebane havde vundet det første af to semifinale-opgør mod Stoke 1-0, fulgte Everton op ved hjemme på Goodison Park at vinde 2-1 over Manchester City.

Endnu er intet dog afgjort. Det bliver det først, når returopgørene afvikles henholdsvis 26. og 27. januar.

At Everton besejrede Manchester City, kunne der intet indvendes imod.

Set fra sidelinien virkede det som om, at Manchester City ikke tog kampen helt seriøst. I hvert fald var det bemærkelsesværdigt, at stamspillere som Joe Hart, Raheem Sterling og Aleksandar Kolarov indledte kampen på reservebænken.

I første halvleg var Everton kampens dominerende part, og fik to mål annulleret for offside inden de takket være en scoring et minut inde i tillægstiden kom foran 1-0:

Ross Barkley sendte bolden hårdt mod Manchester City-målet. Her halvklarede Willy Caballero, der  ikke kunne forhindre Ramiro Funes Mori i at komme på måltavlen.

Efter pausen steg underholdningsværdien væsentligt.

Man skulle dog helt hen til det 76. minut før der blev scoret igen, da Sergio Agüero spillede indskiftede Jesus Navas fri.

Stillingen 1-1 holdt kun to minutter. Så svarede Everton igen med en scoring af den belgiske angriber Romelu Lukako på hovedstød.