Liverpool er i sin første europæiske finale siden 2007, efter en overbevisende 3-0-sejr over Villarreal.

Manden bag triumfen, tyske Jürgen Klopp, er allerede ved at skrive sig ind i traditionsklubbens historie, og han var efter kampen selv godt tilfreds:

»Det er en fantastisk aften. Mit hold leverede en utrolig kamp. Hvilken præstation! Den første halve time var en stor følelsmæssig udladning. Det var stærkt. De sidste 15 minutter af første halvleg mistede vi tålmodigheden. I anden halvleg var planen at fortsætte med det følelsesbetonede fodbold, men samtidig at bruge hovedet, og det endte perfekt,« siger han til britiske BT Sport og sender så en stikpille til de eksperter, der har tvivlet på Liverpools kvaliteter.

»Der var mange, der havde meninger om dette hold, før jeg kom. Det hele handlede om kvalitet og dårlige indkøb. Jeg kom, fordi jeg mente, at de havde et fint hold, men nu er vi i finalen!«

Det er den schweiziske by, Basel,  der danner rammen om Europa League-finalen, hvor de seneste to sæsoners vinder, Sevilla, venter. Men skal man tro Klopp bliver finalen som at spille på hjemmebane for Liverpool:

»Vi skal til Basel. Vi tager 50.000, 60.000, måske 100.000 med os. Det er en dejlig by i øvrigt, tæt på mit hjem,« siger Liverpool-træneren til BT Sport.

Europa League finalen bliver spillet 15. maj.

 
Liverpool bringer sig her i front i Europa League-semifinalen mod Villarreal.
Vis mere