Den franske sportsavis L'Equipe har udarbejdet en liste over de 100 bedste fodboldspillere i 2014. Og nej, heller ikke her er der blevet plads til Christian Eriksen, der af engelske The Guardian netop er blevet forbigået på en lignende liste.

Overraskelsen over den manglende dansker er dog en mindre parentes i forhold til toppen af L'Equipes liste. Her glimrer både Cristiano Ronaldo og Lionel Messi ved deres fravær.

I stedet er det Bayern Münchens tyske verdensmester Manuel Neuer, der troner som det franske medies bud på verdens bedste fodboldspiller anno 2014. Målmandskæmpen er sammen med Lionel Messi og Cristiano Ronaldo nomineret til Fifas Ballon d'Or, men han har hele tiden været udset til rollen som dark horse i kampen mod de to målmaskiner.

Ifølge L'Equipe bør Manuel Neuer dog hyldes for sine præstationer for Bayern München og det tyske landshold, hvor han i spillet med fødderne har revolutioneret målmandsspillet. Vinder han prisen, bliver han den første målmand siden russiske Lev Yashin i 1963, der kåres som verdens bedste fodboldspiller.

På de efterfølgende pladser har L'Equipe i nævnte rækkefølge fundet plads til Cristiano Ronaldo, Lionel Messi, Arjen Robben og Philipp Lahm.

Nederst på listen finder man navne som Lars Bender (Leverkusen), Kostas Manolas (Roma) og Joel Campbell (udlånt fra Arsenal til Olympiakos i foråret, siden hentet hjem), der en smule overraskende har holdt Christian Eriksen ude.

SE HELE LISTEN HER

Fifas officielle kåring af verdens bedste fodboldspiller finder sted den 12. januar 2015 i Zürich. Kampen står mellem Neuer, Ronaldo og Messi. Første stik gik til Manuel Neuer.