Ove Pedersen kan være dage fra at lande et nyt job i udlandet.
Den tidligere Superliga-træner er i øjeblikket i Ghana, hvor en af de største klubber ønsker at bytte deres nuværende cheftræner ud med danskeren, når første halvdel af sæsonen er overstået om to runder.
»Jeg er ikke meget for at snakke om det, for det er ikke min stil, og jeg er tidligere blevet tilbudt job, som pressen ikke vidste noget om, men nu lyder det til, at du har nogle informationer, og jeg vil jo gerne være høflig, og jeg vil ikke lyve, så ja, jeg er i Ghana og overvejer lige nu, om det er her, jeg skal fortsætte mit trænerliv,« siger Ove Pedersen, som af respekt for den siddende træner ikke ønsker fortælle, hvilken klub der er tale om.
»Planen er, at klubben gerne vil skifte træner, når første del af sæsonen er overstået om et par runder, men jeg har ikke bestemt mig for, om jeg siger ja endnu. Jeg har haft et langt møde med klubbens ledelse og skal mødes med dem igen, og så må vi se, om jeg siger ja eller nej, men der er vi ikke endnu,« forklarer den 62-årige træner, der trods sin fremskredne arbejdsalder slet ikke er færdig med at stå ved taktiktavlen.
»Jeg er ikke klar til at sige, at jeg stopper min fodboldkarriere. Det er helt sikkert, at du ser mig igen i et trænerjob. Jeg har stadig en stor passion for trænerjobbet og elsker det. Der brænder en stor ild i mig for at træne et hold igen, og jeg har også haft muligheden for at være i jobbet igen på øverste plan derhjemme, men der skal være en vision, der tiltaler mig, og det har der ikke været endnu. Så jeg har da brugt foråret til at tænke over, hvad jeg skulle, og det, jeg har fundet ud af, er, at jeg i hvert fald ikke er klar til at sige, at jeg stopper fodboldkarrieren,« lyder det fra Ove Pedersen, der i november blev fyret i Hobro, selv om 1. divisionsklubben overvintrede på førstepladsen.
Nu har han så fået chancen i Ghana, og selv om det måske kan lyde som mindre attraktivt i forhold til Superligaen eller europæisk fodbold, er tilbuddet ifølge Ove Pedersen et, der er svært at afslå. Også sportsligt, men ikke mindst økonomisk er det det bedste for den tidligere Superliga-træner, der har stået i spidsen for FC Midtjylland, Esbjerg, OB, AGF, FC Vestsjælland og Hobro i den bedste danske række.
»Ja, det er det økonomisk mest attraktive job, jeg er blevet tilbudt, når man ser på netto-beløbet, men jeg er aldrig gået efter pengene. Du kan ikke helt sammenligne dansk og afrikansk fodbold, men tilskuermæssigt og økonomisk er det større end i Danmark. Der bliver spillet på et andet niveau i Danmark, men hvis du kigger på, hvad spillerne bliver solgt for her, er der både flere handler og større beløb.«
»Jeg er meget fascineret af fodbolden i Afrika og har været her flere end 10 gange. Jeg kom første gang til Afrika i 1997-1998, men har aldrig trænet hernede. Nu har jeg så fået en unik mulighed for at træne i Ghana og få en god og stor klub på CV’et. Det kunne være fantastisk, og havde jeg været 40 år, havde jeg sprunget til omgående. Men jeg ved ikke, hvor mange år der er tilbage i mig, og det er en af grundene til, at jeg overvejer jobbet, selv om jeg arbejder på samme måde, som jeg altid har gjort og kan mærke, at jeg kører på Duracell-batterier.«
En anden årsag er, at den ghanesiske klub vil have Ove Pedersen på en to-årig kontrakt, mens danskeren selv tænder mere på at begynde med et år.
»De har spillet ud med to år. Der er jeg lidt forbeholden. Hvem siger, at jeg kan leve i Afrika i to år? Hvis det stod til mig, så kunne jeg godt tænke mig at tage en sæson og se, hvordan det går med det hele. Det har noget med min alder at gøre. Hvis du vælger at bo i Afrika, er det helt anderledes end at bo i Europa. Det kunne da være dejligt at være her i to år, hvis det hele flasker sig, men hvad så, hvis jeg tænker til jul, at jeg gerne vil hjem, men ikke kan komme det?,« lyder det retorisk fra Ove Pedersen, der ikke nødvendigvis er færdig med at træne danske klubber.
»Man skal aldrig sige aldrig. Det kan jeg ikke svare på. Den dag, du ikke ser mig på samtlige stadioner længere, skal jeg ikke være træner, for så er min passion for det stoppet. Der er jeg bare ikke.«
Siger han ja til jobbet i Ghana, skal man i første omgang rejse over 7.000 km for at se Ove Pedersen. Han har tidligere været træner i udlandet, da han i 1996-1997 var U17-landstræner i Qatar.