Det var ikke uden overraskelser, da landstræner Morten Olsen tirsdag udtog det landshold, der skal repræsentere Danmark i de kommende EM-kvalifikationskampe mod Albanien den 11. oktober og Portugal den 14. oktober.

Den største af overraskelserne var nok den blot 20-årige angriber Yussuf Poulsen, der til daglig frister en tilværelse i RB Leipzig i den næstbedste tyske række. Og udtagelsen kom også selv bag på Yussuf Poulsen på trods af en stærk sæsonstart i klubben.

- Jeg er meget overrasket over, at jeg allerede er udtaget til A-landsholdet nu. Jeg troede ellers, jeg skulle spille for U21-landsholdet i de dage, siger angriberen, der dog ikke lægger skjul på glæden.

- Jeg er rigtig glad for udtagelsen. At repræsentere sit land, er jo det største man overhovedet kan opnå som fodboldspiller.

Yussuf Poulsen var ikke den eneste overraskende udtagelse i det danske angreb, hvor også FC Nordsjællands Uffe Bech blev udtaget. Begge spillere er kendt som hurtige angribere med farlige dybdeløb, og det er netop, hvad Morten Olsen har savnet på landsholdet, fortæller Leipzig-spilleren.

- Han sagde, at jeg havde gjort det godt, og han gerne ville bruge mine spidskompetencer på landsholdet. Det er min hurtighed og dybdeløb, som Lasse Vibe bidrog med sidst, han gerne ville have ind på holdet, forklarer Yussuf Poulsen, der blev ringet op af Morten Olsen allerede mandag eftermiddag og fik overbragt nyheden.

Det er endnu tvivlsomt, om det bliver til spilletid for den tidligere Lyngby-angriber, men selvtilliden fejler i hvert fald ikke noget efter en sæsonstart, hvor han har skudt sig i top på topscorerlisten i 2. Bundesliga.

- Jeg har været inde i en god stime, så selvfølgelig skal jeg håbe og tro på spilletid. Jeg tør ikke love mål, hvis det bliver til spilletid, men jeg scorer jo et mål pr. kamp i snit, så det er ikke umuligt, lyder det grinende fra Yussuf Poulsen.

Udover potentiel landsholdsdebut til de to angribere, så kan det også blive til debut for Nantes' Kian Hansen, der har en fortid i Esbjerg. Forsvarsspilleren var også udtaget til landsholdet i 2013 uden dog at få debut ved den lejlighed.

Derudover er der et comeback på landsholdet til venstrebacken Simon Poulsen, der har været udenfor i en længere periode. Backen har efter et mislykket ophold i italienske Sampdoria igen fundet fast spilletid i hollandske AZ Alkmaar og dermed også en plads på landsholdet.

Morten Olsen gjorde på pressemødet i Parken klart, at han stadig leder efter en højreback til truppen, hvor Peter Ankersen i øjeblikket er den eneste udtagne.