Morten Olsen udtog sent mandag Viktor Fischer til A-landsholdet, som onsdag skal spille i Tyrkiet.

Landstræner Morten Olsen valgte sent mandag at opgradere Viktor Fischer fra ungdomslandsholdet til A-landsholdet, som onsdag skal spille venskabslandskamp i Istanbul mod Tyrkiet.

- .Det er en investering i fremtiden. Skadessituationen gør det muligt at inkludere Viktor i A-landsholdstruppen, siger Morten Olsen ifølge DBUs hjemmeside, og han roser samtidig Ajax-spilleren.

- Han er en spændende spiller i en forrygende udvikling, og han er i en fantastisk form i øjeblikket, siger den danske landstræner, og henviser blandet andet til Ajax-spillerens to mål og ene assist i weekendens 4-2 sejr over Zwolle.
 
18-årige Viktor Fischer bliver - hvis han kommer på banen - den syvendeyngste debutant i landsholdets
historie.