Morten Olsen er begejstret for, at FCK har hentet Ariël Jacobs. Olsen mener ikke, at Jacobs er en defensivt orienteret træner.

Han kender ham udmærket. Morten Olsen spillede i 1970'erne mod FCKs nye træner Ariël Jacobs i den belgiske liga, og den danske landstræner har fulgt Jacobs og Anderlecht fra sin bopæl i Belgien.

Og Morten Olsen er begejstret for at se Jacobs i Superligaen, både på FCKs vegne men også på dansk fodbolds vegne.

- Det er godt set af FCK, siger Morten Olsen til sporten.dk og fortsætter:

- Han er en dygtig træner, FCK har fået fat i en toptræner her, og han var jo også jagtet af andre klubber i Europa og verden, hvilket jo taler sit tydelig sprog. Vi skal i dansk fodbold også være stolte over, at vi kan tiltrække sådanne trænere, at profiler som ham vil komme til landet og give ny inspiration og input til FCK og dansk fodbold, så vi kan lære noget nyt. Jeg synes, at det er fint, at der ikke kun kommer trænere og input fra Sverige og Norge, siger Olsen.

Ariël Jacobs har sin første træningsdag i FCK i dag mandag, og belgieren har endnu ikke - i hvert fald ikke offentligt - lagt sig fast på en decideret spillestil for FCK. Jacobs har i Belgien fået kritik for en forsigtig, defensiv tilgang til spillet, men det er Olsen ikke enig i.

- Nej, det er ikke mit indtryk, at han er en defensivt orienteret træner. Det kan være, at han har været det i et tidsrum, men man skal jo også vinde kampene. Han har jo været i en klub i længere tid, og hvis man så ind i mellem taber fodboldkampe - det kender jeg jo selv - så vil folk helst se nogle andre ansigter, siger Olsen.

Morten Olsen understreger, at belgieren først og fremmest er en fodbold-fagmand med en seriøs tilgang til trænergerningen.

- Jeg synes, det er godt gået af FCK. For det første er han en meget dygtig fagmand, ellers havde han ikke været i Anderlecht i så mange år. Jeg kender ham som en seriøs træner, der også har et CV, der er værd at kigge på ud over sin tid i Anderlecht. Han har også fået gode resultater og er meget anerkendt i Belgien, så det er en god profil, de har fået hentet, siger Morten Olsen.