Olsen: Laudrup har gjort et kup

Landstræner Morten Olsen mener, at Wieghorst er et kup for Michael Laudrup i Swansea

Morten Wieghorst fortsætter karrieren som Michael Laudrups højre hånd i Swansea.

Og det er noget af et scoop, hvis man spørger landstræner Morten Olsen, der har arbejdet tæt med Wieghorst, der forlader jobbet som U21 landstræner.

- Først og fremmest er det et kæmpe tab for DBU. Vi er rigtig kede af, at Morten forlader os. Men det er forståeligt, når han får muligheden for at få et indgående kendskab til Premier League og noget erfaring på højeste internationale niveau, siger Morten Olsen til sporten.dk.

- Det er et kup af Michael Laudrup, som jeg ser det. Jeg er heller ikke i tvivl om, at Morten Wieghorst ikke bare skal være en assistent, men en som Michael kan diskutere fodbold med, siger landstræneren.

Morten Olsen mener, at Wieghorst kan få noget værdifuld erfaring ved at lære af Michael Laudrup og være en del af succesfulde Swansea.

- Det er fantastisk for Morten Wieghorst at komme til Premier League og være en del af det system, som Laudrup står for. Det vil give Wieghorst noget værdifuld international erfaring, som kun vil gavne ham på længere sigt, siger Morten Olsen.

Morten Wieghorst blev lørdag præsenteret i Swansea som Laudrups nye assistent, hvilket skubber Erik Larsen tilbage i en rolle som scout.

- Det er en kæmpe fordel for os, at vi kunne lokke Morten hertil. Jeg ønskede en træner, som selv havde været cheftræner, og som også havde kendskab til britisk fodbold. De krav levede Morten op til, og jeg kender ham selv som en dygtig og dedikeret person,  sagde Laudrup i går.

Læs også: