Otte ud af de ni spillere, der meldte afbud til landsholdet, spiller eller skal spille for klubholdet i weekenden. Helt i orden, siger Morten Olsen.

Afbuddene væltede ind over landsholdet, da turen gik til Tyrkiet i denne uge, men det gik fint nok med at spille for klubholdet i weekenden.

Af de ni mand, der meldte afbud til venskabskampen, spillede fire hele kampen lørdag, mens Daniel Agger spillede de første 81 minutter i Liverpools sejr over Wigan Athletic. Dertil kommer, at Andreas Cornelius samt Lars Jacobsen begge er udtaget til FCKs kamp mod FCM søndag, og Michael Silberbauer regner med at spille, når OB møder Randers FC mandag.

Det betyder, at det kun er Niki Zimling, der også måtte springe over for Club Brugge i weekenden.

Kunne man så forestille sig, at nogle landsholdsspillere melder afbud, fordi de ikke gider at tage til Istanbul en onsdag i november i en kamp, hvor resultatet er betydningsløst? Ikke ifølge Morten Olsen.

- De melder afbud, fordi de ikke er klar. Sådan er der hos os. Så kan det godt være, det er anderledes i andre lande, siger landstræneren til TV2/Sportens hjemmeside.

Han mener, det er ganske normalt, at en spiller kan blive småskadet eller småsyg på nuværende tidspunkt i sæsonen, hvor der er mange kampe på både klub- og landshold.