Morten Olsen ærgrer sig stadig over Albaniens skrivebordssejr mod Serbien i Danmarks EM-kvalifikationsgruppe. Landstræneren mener, dommen skal motivere de danske spillere til sejr mod Portugal.

Albaniens skrivebordssejr irriterer stadig Morten Olsen. Men landstræneren mener ikke, dommen skal være afgørende for, om Danmark kommer med til EM i Frankrig næste sommer. Derimod skal den motivere det danske landshold i kampen mod Portugal.

»Vi skal højst sandsynligt vinde vores kamp i morgen. Jeg tror, I kan høre i min stemme, at jeg stadig ærgrer mig. Afgørelsen (Albaniens skrivebordssejr, red.), der er truffet, skal ikke være afgørende for, at vi ikke kommer til EM. Vi skal bruge det som en motivation. Vi har fortsat muligheden på trods af det, der er sket,« siger han på onsdagens pressemøde i Portugal.

Den danske landshold vil undervejs i Portugal-kampen taktisk forholde sig til Albaniens kamp mod Serbien, da der muligvis skal sadles om og fokuseres på uafgjort:

»Vi bliver opdateret på, hvordan det går i Albanien (mod Serbien, red.) Vi skal gøre op med os selv, hvad vi tror på. Det er nemt bagefter at sige: 'hvorfor spillede I ikke igennem'?,« siger Morten Olsen.

Med ved pressemødet havde den danske landstræner selskab af de to forsvarsspillere Daniel Agger og Lars Jacobsen, og sidstnævnte har tidligere stået direkte overfor den portugisiske verdensstjerne Cristiano Ronaldo, som han giver et bud på, hvordan man stopper:

»Det, kan vi godt blive enige om, er meget svært. Det er ikke så tit, det lykkedes, hvis man ser de kampe, han spiller. Der skal nogle kollektive aftaler på plads, så man ikke bliver isoleret med ham. Det gælder om at have aftaler med de folk, der er i de områder, hvor han søger hen,« siger Lars Jacobsen og uddyber om Cristiano Ronaldo:

»Han er selvfølgelig en verdensklassespiller, som kan afgøre kampen. Der er måske et ekstra øje på ham, men generelt er det et top, top klassemandskab, Portugal har, og vi skal være opmærksomme på alle spillerne.«

Daniel Agger er også fortrøstningsfuld i forhold til det danske landsholds evner inden skæbnekampen i Portugal:

»Mange af de spillere, der løber derinde, har prøvet presset før. Det gælder om at være omstillingsparate, og det er vi også,« siger han.

Danmark er afhængig af pointtab til Albanien i de sidste kampe for at kunne kvalificere sig direkte til EM. En dansk sejr mod Portugal er ikke ensbetydende med kvalifikation til EM, og alt efter, hvordan de sidste kampe i Danmarks gruppe forløber, kan Danmark ende med at skulle ud i to playoff-kampe til EM.