Christian Eriksen kan ikke længere undskylde sine dårlige dage med, at han stadig er en ung spiller. Så kontant er Morten Olsens kritik af den 22-årige danske midtbanespiller dagen efter 0-1-nederlaget til Portugal i Parken.

Morten Olsen har bestemt ikke slugt skuffelsen over Cristiano Ronaldos sene scoring i EM-kvalifikationskampen tirsdag aften i København.

Det gav han udtryk for på sit pressemøde onsdag formiddag i DBUs lokaler i Brøndby. Og her var fokus især på Christian Eriksens indsats i kampen.

Den var Morten Olsen slet ikke tilfreds med.

- Han skal efterhånden med så mange landskampe kunne tage fat i bolden og på et rimeligt højt plan være med til at styre kampen. Det har han ikke nu, og derfor må vi klandre ham. Og han må kunne stå for den kritik, og det gør han også, siger landtræneren og fortsætter:

- Det er en brutal verden den her, ellers må du spille på et andet plan. Det er ikke Ajax mere. Det er ikke nogen udvikling. Han er kun 22 år, det ved jeg. Men han har været fire år på landsholdet og havde en fantastisk sæson for Tottenham sidste år. Så med de værktøjer, han har, må han også kunne forstå den kritik. Det har han også fået at vide af os.

Morten Olsen roste dog alligevel Christian Eriksen for hans løbevillighed og kaldte sin egen kritik af ham for konstruktiv. Men det var så også det.

- Jeg tror heller ikke, at han har fundet rytmen hos Tottenham det seneste stykke tid. Han arbejder stenhårdt og løber defensivt, hvilket også er nødvendigt, fordi han også må reparere de fejl, han selv laver, siger Morten Olsen.

- Jeg husker hans to første boldberøringer i anden halvleg. Det er noget, man kan kritisere en spiller som Christian Eriksen for. Det må ikke foregå. Han må ikke lave de fejl, det er sløseri.

Landstræneren peger i stedet på Christian Eriksens to medspillere på den centrale midtbane, som ifølge ham viste de ting, som Tottenham-spilleren ikke formåede.

- Han er en fantastisk gut og professionel. Men han finder det ikke i øjeblikket. Og det har han ikke gjort i de sidste tre kampe. Her (mod Portugal, red.) fik han gode arbejdsbetingelser, og her fik han plads. Du så en Pierre-Emile Højbjerg og Williams Kvist tog fat i bolden. Det skal Christian Eriksen også gøre, konkluderer Morten Olsen.

Danmark har nu fire point efter tre kampe i EM-kvalifikationen om en plads ved slutrunden i Frankrig i 2016.