Olsen hylder Messi

Landstræner Morten Olsen opfordrer alle til at nyde rekordmageren Lionel Messi. Angribere som ham ser man kun meget sjældent.

Da Lionel Messi scorede sit andet mål mod Betis søndag aften, gik han samtidig over i historien. Med sit mål slog han Gerd Müllers rekord fra 1972 på 85 mål på et kalenderår.

Lionel Messi står nu noteret for fantastiske 86 mål.

- Alle der har spillet fodbold ved, at det er en fantastisk bedrift, lyder det fra landstræner Morten Olsen, der selv spillede topfodbold på Gerd Müllers tid og er en stor kender af tysk fodbold.

Landstræneren er samtidig en stor beundrer af Lionel Messi og den type fodbold, han repræsenterer.

- Gerd Müller gjorde det i 70'erne, og nu sker det fyrre år efter. Det er ikke spillere, der fødes i hvert årti. Det kræver, at man skal være skadesfri. Det har Messi været samtidig med, han har villet spille alle kampe. Han har ikke været en roterende spiller, men han er med hver gang, fordi han er typen, der kan lide at spille fodbold. Det er en del af det, men det er fantastisk imponerende, siger Morten Olsen.

Læs også: