Med Pierre Emile Højbjergs opblomstring i Bayern München kan en ny dansk A-landsholdsspiller være i svøb

Pierre Emile Højbjerg nærmer sig førsteholdet i Bayern München, og det gør ham på sigt også aktuel i forhold til det danske A-landshold. De gode præstationer glæder landstræner Morten Olsen, der holder øje med den blot 17-årige dansker.

- Det, jeg får fortalt om ham - især via U19-landstræner Thomas Frank - er meget positivt. Det samme er dét, man hører fra Bayern München, siger Morten Olsen til sporten.dk.

Spilletid for Bundesligaens tophold og finalister i sidste sæsons Champions League-finale vidner da også om kvalitet.

- Han har gjort det rigtigt godt. At han i så ung en alder er inde omkring førsteholdstruppen i Bayern München, som er en af de bedste klubber i Europa, taler sit tydelige sprog. Han er en mand for fremtiden, og det er utroligt glædeligt, siger landstræneren, der samtidig sender store roser mod det danske stortalents stærke mentalitet.

For selvom succesen er kommet hurtigt, har Pierre Emile Højbjerg holdt begge ben solidt plantet på jorden. Det er blevet bemærket i den tyske presse, hvor han karakteriseres som en mand med store mål, der tager et skridt ad gangen. Vel og mærke i en klub, der med øgenavnet ' det sydtyske galehus' er kendt for store armbevægelser.

- Han er et typisk eksempel på, at det at være fodboldspiller er en uddannelse. Det handler om at have en sund ydmyghed, men man skal også være overbevist om sine egne kvaliteter og vise dem i dagligdagen. At man kan gøre det i en storklub, hvor der er enorm konkurrence, det er fantastisk at se, siger landstræneren, der nok gør klogt i at holde kort snor i den danske midtbanespiller.

For med Pierre Emile Højbjergs franske aner i blodet kunne man måske, hvis udviklingen fortsætter, frygte et opkald fra en fransk landstræner i forsøget på at lokke Højbjerg til fransk landsholdsfodbold.

- Det er selvfølgelig noget, vi er opmærksomme på, men det er heldigvis oftest hjertet, man vælger ud fra. Indtil nu har han jo valgt Danmark, lyder det fra Morten Olsen.

Den nuværende U19-landsholdsspiller er foreløbig noteret for 27 ungdomslandskampe.