Morten Olsen slog fast, at Danmark ikke bliver undervurderet, som man blev det i 1992.

Der skal nok den samme sensationelle indsats til som ved EM i 1992, hvis Danmark i morgen aften skal slå eller i det mindste få ét point mod Tyskland og dermed avancere fra gruppespillet.

Men Morten Olsen slog ved det afsluttende pressemøde i ukrainske Lviv fast, at det er noget sværere end dengang.

- Tyskland ved, at vi har et hold, som kan spille lige op med alle hold, hvis vi spiller op til vores bedste. Derfor har vi ikke den fordel, som man havde for 20 år siden, at Tyskland undervurderer os, sagde Olsen.

- Men intet er umuligt, og det er dét, vi går efter, slog den danske nationaltræner fast og forsøgte at beskrive, hvordan den forløbne uge har været.

- I denne uge har vi oplevet to forskellige omklædningsrum. Et euforisk efter kampen mod Holland og et med mørk gravkammerstemning efter kampen mod Portugal. Der er ingen tvivl om, at vi går efter stemningen fra Holland-kampen, sagde han og fortsatte:

- Vi ved, at vi skal ud at have point. Det bliver svært mod et super hold, som samtidig har meget dygtigt trænerteam, som med holdet har været med til at bringe tyskerne derhen, hvor de ikke bare har effektiviteten, men også det gode spil, sagde Olsen.

- Jeg talte med nogle tyske venner, og drømmescenariet var selvfølgelig, at kampen ikke ville have nogen betydning. Det var da også tæt på, at vi havde spillet Holland ud af turneringen, men nu har vi brug for tre point, hvilket er en svær opgave, sagde han.