Der bliver kastet med dansk stjernedrys over testkampen mod Brasilien lørdag eftermiddag klokken 15.30.

Det bliver uden den store hjælp fra Superliga-spillerne, at Danmark lørdag eftermiddag skal forsøge et brydetag med det brasilianske landshold i en testkamp på Imtech Arena i Hamburg.

De fleste af spillerne fra Superligaen er ifølge landstræner Morten Olsen trætte i bentøjet efter en sæsonafslutning, der kyssede deadline for udtagelse af EM-truppen.

Morten Olsen fortalte fredag eftermiddag på et pressemøde, at han er optaget af at vinde kampen og give en masse tilbage til de 35.000 danskere, der ventes at indfinde sig på stadion. Men han kigger også på, hvordan han kommer fornuftigt frem til næste uge, som han kalder en afgørende forberedelsesuge. Og det bliver altså næppe en EM-idealopstilling, der begynder i Hamburg.

Både William Kvist og Dennis Rommedahl er plaget af henholdsvis småskade og sygdom. Og der bliver næppe megen hurlumhej for hverken Lars Jacobsen, Michael Krohn-Dehli eller Andreas Bjelland. Fredagens aftentræning ville synliggøre for Olsen, hvem der kan spille.

Olsen afslørede dog lidt inden da, efter han blev spurgt, hvilke spillere de medrejsende danskere kan se frem til at følge.

- Daniel Agger starter inde. Zimling det samme. Eriksen håber jeg også på at spille fra start. Bendtner, selvfølgelig, sagde Morten Olsen, som også gerne ville fortælle, at han ikke agter at skifte målmand undervejs. Han vil hellere bruge de seks indskiftningsmuligheder i marken. Det giver sandsynligvis Thomas Sørensen plads i målet.

- Vi bruger altså fortrinsvis de spillere, der har trænet godt sammen en uges tid. Vi vil gerne vinde. Men den vigtigste kamp for os - det er Holland, sagde Morten Olsen, som dog havde svært ved at skjule sin begejstring over udsigten til et sjældent 'brasser-møde':

- Alle kender Brasilien. De har vundet VM fem gange, og det er lige meget, hvem de spiller med. Det er kvalitet. De kan stille fem-seks-syv landshold, og du vil ikke mærke den store forskel. De er teknisk og taktisk fremragende, og det er fint, at vi får mulighed for at kende standarden, som vi også vil møde til EM, sagde Olsen og opremsede et par af de navne, der gør indtryk.

- Marcelo, Luiz fra Chelsea, Thiago fra Milan, Rafael fra United. Det er klasse, ikke, spurgte han uden at få svar.

Og derfor talte han lidt om vejret i stedet.

- Vi spiller om eftermiddagen, og det bliver rigtig varmt. Så det bliver en kamp, der vil handle om temposkift. Det er fint at få det trænet også, sagde Olsen.