Cardiffs bestyrelsesformand forsøger nu at invitere til dialog mellem klubbens malaysiske ejer og en træner, der nægter at gå af.

Normalt er sagen ellers klar. Hvis en klubejer helt åbent og utvetydigt bedre en træner om at gå eller blive fyret, må man som konsekvens bare tage sit gode tøj og et gyldent håndtryk til farvel.

Så enkelt er det ikke i Cardiff, hvor den tidligere FCK-angriber Andreas Cornelius slår sine folder.

Klubbens malaysiske ejer Vincent Tan har anmodet træner Malky Mackay om enten at skride eller blive afskediget. Det første nægter den skotske fodboldmand at gøre frivilligt, og det sidste har den malaysiske finansmand og casinoejer ikke eksekveret. Selv om sablen rasler uophørligt.

Tvisten mellem de to skyldes uenighed om alt fra spillerindkøb, transferbudgetter, træning og resultater. Mindre kan åbenbart ikke gøre det.

En smule opblødning og et fromt ønske om julefred er der måske alligevel på vej i Wales. For nu har bestyrelsesformand Mehmet Dalman fået grønt lys til at mægle mellem parterne og måske skabe betingelser for samarbejde og fælles fodslag mellem ejer og træner.

- Det vigtige er, at vi forsøger at finde en vej ud af den knibe, vi er havnet i. Der er god vilje fra Vincents side. Jeg har ikke haft en chance for at tale med Malky endnu, men jeg vil selvfølgelig gøre det, så vi kan komme igennem det her til klubbens bedste, siger Dalman til klubbens hjemmeside.

- Det bedste lige nu er at få stabilitet og få løst problemerne. Derfor skal vi have åbnet for en dialog. Vincent Tan er i London netop nu, så i det mindste er han her (på de britiske øer, red.), hvilket gør det nemmere at få etableret en dialog ansigt til ansigt, mener Mehmet Dalman, som altså skal glatte ud og gyde olie på vandene.

Cardiff er oprykkere til Premier League og roder rundt i den nederste tredjedel af tabellen. Lørdag tabte klubben til Liverpool med 3-1 i en kamp, hvor Cornelius fik de sidste ti minutter på banen.