Brøndbys sportschef er sikker på, at Dennis Rommedahl giver kritikkerne svar på tiltale i sæsonens sidste seks kampe

Der var store forventninger til Dennis Rommedahl, da han sidste sommer vendte tilbage til dansk fodbold efter adskillige år i udlandet. Den danske landsholdsspiller med mere end 100 landskampe på bagen blev udset som en kommende profil - ikke bare for Brøndby -  men i hele Superligaen, og i begyndelsen af sæsonen markerede han sig også med flere gode præstationer.

I takt med Brøndbys modgang er Dennis Rommedahl imidlertid blevet udsat for kritik. Iagttagere af Superligaen mener, at Rommedahl ikke leverer på højt nok niveau, men Brøndbys sportschef Ole Bjur afviser kritikken.

- Jeg er ikke enig i kritikken. Dennis er en vigtig brik på holdet og har i forårets første ni kampe bidraget med stenhårdt arbejde og højt taktisk niveau. Derudover har han været en konstant trussel i det fremadrettede spil, siger Ole Bjur til tipsbladet.dk.

Sportschefen peger på, at Dennis Rommedahl har bidraget med flere gode ting i Brøndbys spil, selvom han ofte får ekstra opmærksomhed fra modstanderen.

- Dennis har store forventninger til sig selv, og han vil gerne bidrage med endnu mere, specielt i spillet på den sidste tredjedel. Her er det vigtigt at understrege, at han i Superligaen altid står overfor folk, der ved han er en dygtig spiller og derfor har meget fokus på at dæmme op for ham. Det giver omvendt plads og muligheder andre steder på banen, som vi ind i mellem har været dygtige til at udnytte, lyder det fra Bjur, der tror på, at Dennis Rommedahl vil løfte sit spil i den resterende del af sæsonen.

- Kritikken har nogen steder været hård, men jeg er sikker på, at Dennis giver svar på tiltale i løbet af de sidste seks kampe i sæsonen, fastslår Ole Bjur.

Dennis Rommedahl har spillet i 18 af Brøndbys 27 kampe denne sæson. Det er blevet til ét mål for landsholdsspilleren.

tipsbladet.dk