Der var kun tid til et kort interview med Irene Konan, da BT fangede hende mandag eftermiddag. Hun var nemlig på vej ud af døren for at køre til lufthavnen med sine to sønner for at besøge den ældste søn, Jores Okore.

Jores Okore kan på grund af et tæt julekampprogram i Premier League ikke komme til Danmark og fejre jul, og derfor må familien komme til ham.

Familien er nemlig vigtig for den 22-årige forsvarsspiller, der, efter en sæsonstart uden spilletid i Aston Villa, for alvor er ved at etablere sig som fast mand på holdkortet. Det har også kastet en masse roser af sig fra både engelsk presse og hans egen manager.

Okores mor, Irene Konan, forklarer en af grundene til sønnens succes i øjeblikket efter en sæson, der begyndte langt nede i forsvarshierarkiet hos Aston Villa.

»Når han taber, bliver han ikke sur eller ødelagt. Hvis man siger til ham, han ikke er god nok, arbejder han bare endnu hårdere for at vise, man tager fejl,« siger Irene Konan.

Jores Okore kom sammen med resten af familien til Danmark, da han var tre år, men allerede da de boede i Elfenbenskysten, viste han stor interesse for spillet med den lille runde.

»Dengang, vi var i Elfenbenskysten, fik han en fodbold, og så var han altid ude og spille. Da vi kom til Danmark, fortsatte han med at spille fodbold,« erindrer moderen.

I Danmark blev hans interesse for fodbold bare større og større.

»Selvom han ikke kunne tale eller forstå dansk, var han bare ude med de andre store drenge og spille fodbold.«

»Jeg kunne se, at han var vild med fodbold, og han snakkede altid om det. Først fodbold, og så kom andre ting derefter. Fodbold var hans liv,« siger moderen.

Som Jores Okore er blevet ældre, er der dog en enkelt ting, der er blevet vigtigere end fodbolden, og det er familien.

»Hans familie er det vigtigste for ham, og han er meget afhængig af os. Han vil altid gøre sit bedste for familien,« forklarer hans mor og fortæller, at Jores Okore er god til at komme hjem og besøge dem, når tiden tillader det.

Det var dog ikke let for Irene Konan i tiden lige efter, at Jores Okore var skiftet til Aston Villa og flyttede til England i sommeren 2013.

»Det er hårdt for en mor at give slip på sit barn. Men så tænkte jeg: Okay, det er jo hans karriere. Det var ikke nemt, men man vænner sig til det, og det er jo noget, Jores virkelig gerne vil.«

Skiftet fra Nordsjælland til pengestærke Premier League betød også, at lønnen, der tikker ind på Okores konto, er blevet væsentligt forøget. Og med de penge vil han hellere end gerne hjælpe sin mor og familien.

Hans mor har dog ikke brug hjælpen.

»Han vil meget gerne hjælpe, men jeg kan klare mig selv lige nu. Han vil gøre alt for os, men jeg tror ikke, det er en god ide at være økonomisk afhængig af ham. Jeg har sagt til ham: »Hvis du vil hjælpe dine søskende, så må du gerne det, men jeg kan klare mig selv. Men hvis jeg en dag ikke har noget, så kommer jeg til dig«,« siger hun.

Selvom Irene Konan forklarer, at hun savner sin søn i England, har hun dog ikke planer om at flytte over til de britiske øer.

Den holdning deles bare ikke af de to hjemmeboende sønner på 10 og 14, som også bruger deres fritid på fodbold, og i øvrigt synes, det er blæret, at deres storebror spiller i Premier League.

»De siger nogle gange: »Mor, vi skal flytte til England«. Men jeg siger, jeg skal ikke flytte til England. Men hvis det stod til dem, så skulle vi bo der,« siger Irene Konan grinende, inden hun atter går i gang med at pakke sin kuffert.