KØB PLUS!

Officielt: Zimling melder fra til Olsen

Endnu en af det danske landsholds profiler er nu ude af VM-kvalen mod Tjekkiet

Som sporten.dk skrev tidligere tirsdag, er Niki Zimling blevet skadet i en kamp for Club Brugge, en skade der ifølge klubben vil holde ham ude de næste fire til seks uger hvilket inkluderer Danmarks landskamp den 8. september mod Tjekkiet.

Nu fortæller Niki Zimling, at han allerede har meldt afbud til landskampen på grund af en muskelskade.

- Jeg har snakket med Morten (Olsen, red) og sagt, at jeg er nødt til at melde fra. Jeg tør ikke løbe risikoen, siger Niki Zimling til sporten.tv2.dk.

- Det er en forstrækning, og det er ikke så slemt. Problemet er, at der sidder noget blod mellem to muskler, som man skal være forsigtig med. Hvis alt går, som det skal, så er jeg klar om fire uger. Men man skal passe på, at blodet ikke bliver siddende, hvis man går for tidligt i gang, så jeg skal skannes ugentligt, siger Zimling.

Han håber, at afbuddet kun kommer til at gælde den ene VM-kvalifikationskamp mod Tjekkiet, og at han kan være tilbage i oktober til kampene mod Bulgarien og Italien.

Læs også: