Tyske Bild skrev tirsdag eftermiddag, at Thomas Tuchel ikke længere cheftræner i Dortmund. Og nu har den tyske klub bekræftet på sin hjemmeside, at træneren er fortid.

Fyringen kommer angiveligt efter uenigheder mellem ledelsen og træneren, men den 43-årige tysker ville dog ikke udtale sig specifikt til det tyske medie, der mødte ham tirsdag.

Ifølge Bild var Thomas Tuchel til møde i klubben tirsdag. Et møde på Hotellet "L'Arrivée, der kun tog 21 minutter, og som den tyske træner ankom til sammen med sin rådgiver.

»Man kan godt regne ud, hvad udfaldet bliver efter kun en analyse af sæsonen,« lød det kort fra træneren til det tyske medie. Og den tyske klub bekræfter på sin hjemmeside, at træneren er blevet fyret.

»Vi vil gerne takke Thomas Tuchel og hans trænerteam for den sportslige succes i BVB,« lyder det i en pressemeddelelse fra klubben der bekræfter, at der blev afholdt et møde med træneren og rådgiveren tirsdag.

Borussia Dortmund opnåede en tredjeplads i denne sæson af Bundesligaen, hvilket giver adgang til Champions League næste sæson. Det bliver dog uden Thomas Tuchel i spidsen. Den tyske træner fik jobbet i juli 2015, og han har været en af de bedste trænere i Dortmunds historie med et snit på mere end to point per Bundesliga-kamp.

I spidsen for Dortmund har han vundet 69 ud af 107 kampe, og klubben blev nummer to i hans første sæson og nummer tre denne sæson.

Der har dog den seneste tid angiveligt været en del uro i Dortmund-kulissen. Blandt andet skulle Thomas Tuchel længe have været utilfreds med at have mistet Henrikh Mkhitaryan, Ilkay Gundogan og Mats Hummels sidste sommer, ligesom at hans forhold til Hans-Joachim Watzke ikke er godt.

I flere måneder har problemerne mellem de øverste ledere og chefer i Borussia Dortmund været fremme i det offentlige, men da sæsonen lakkede mod enden, ville ingen af de involverede parter udtale sig yderligere.

Og den tyske storklub ønsker heller ikke at kommentere på, hvad grunden til fyringen er.

»Borussia Dortmund ønsker ikke som arbejdsgiver at kommentere på baggrunden for, at vores veje skilles. En beslutning, der er resultatet af en længere proces, og som bestyrelsen er enig i,« lyder det fra den tyske klub, der dog skriver, at fyringen ikke kommer som følge af 'en uoverensstemmelse mellem to personer'.