UEFA har besluttet at afholde EM 2020 i mange forskellige storbyer i Europa.

Dermed kan København muligvis blive en del af Europas største fodboldarrangement.

UEFA har nemlig offentliggjort, at fodboldforbundet på et møde torsdag har besluttet, at værtslande i EM 2020 bliver til værtsbyer i hele Europa.

- UEFA Euro 2020 vil blive afholdt på tværs af kontinentet, i forskellige større byer, efter en beslutning truffet i dag, siger UEFA-generalsekretær Gianni Infantino ifølge The Mirror.

Arrangementet bliver kaldt for 'PAN-EM', og det er indtil videre planen, at det kun skal afholdes denne ene gang.

- Reaktionen fra de nationale forbund har været yderst positiv. Det er efterhånden svært for nationer at håndtere så stort et arrangement, men på denne måde får vi muligheden for at give flere nationer en lille bid af en slutrunde, forklarer Gianni Infantino. 

Franskmanden har op til beslutningen forklaret, at han ikke har fundet kandidaterne til at afholde et almindeligt EM 2020 for interessante nok.

Her var Tyrkiet som enkeltland og Asarbadjan og Georgien som par samt Skotland, Irland og Wales i et samlet bud de mest seriøse kandidater.   
 
Herhjemme har Peter Schmeichel tidligere været ude med positiv omtale af idéen om et EM spredt i mange lande.

- Det lyder tiltalende, men det skal organiseres ordentligt, før det kan blive en succes, skrev den tidligere landsholdsspiller på Twitter i juni.  

Det er endnu ikke offentliggjort, hvilke lande Europa-mesterskabet skal afholdes i.