Michael Krohn-Dehli har længe haft sin fodboldfremtid på plads, men nu er det officielt. Den danske landsholdsspiller skal - helt som ventet - de kommende to år tage sine fodboldstøvler på i Sevilla. Det bekræfter klubben selv.

Den 31-årige midtbanespiller er ude af sin kontrakt med Celta Vigo, og derfor skifter han på en fri transfer til Europa League-vinderne fra Sevilla. Det betyder også, at han i den kommende sæson får lov at spille Champions League, da Sevilla takket være den sejr er sikret en plads på klubfodboldens første klasse.

Det er ikke overraskende, at Krohn-Dehli fremover skal spille i Sevilla. Det har været en offentlig hemmelighed længe, og han er udset til at spille en form for defensiv midtbane med playmaker-ansvar. En position han har udfyldt så fornemt i Celta Vigo, at han i sæsonens sidste kamp blev klappet af banen af klubbens fans og storhyldet i sin sidste hjemmekamp.

Michael Krohn-Dehlis kontrakt med Sevilla løber foreløbigt i de næste to sæsoner, men der er option på endnu et år, hvis Krohn-Dehli holder det høje niveau, som han har vist i sine seneste tre år i spansk fodbold.

Krohn-Dehli startede sin fodboldkarriere i den københavnske vestegns-talentfabrik Rosenhøj BK, der har opfostret spillere som Daniel Agger, Thomas Kahlenberg og tvillingerne Michael og Martin Johansen. Herfra gik turen over Hvidovre til Brøndby, inden den hollandske storklub Ajax i 2000 fik øje på den talentfulde tekniker.

Opholdet i Holland bød - ud over Ajax - på ophold i Sparta Rotterdam og RKC Waalwijk. Men i ingen af klubberne blev det til store succes for Krohn-Dehli, der i 2008 vendte hjem til Brøndby, hvor han hurtigt udviklede sig til en af Superligaens største profiler. I denne periode etablerede han sig også som en af Morten Olsens foretrukne på landsholdet, hvor han foreløbigt står noteret for 49 kampe og seks mål.

I 2012 købte Celta Vigo Krohn-Dehli fri fra Brøndby, og hans kælne boldberøringer og det fine blik for den rigtige aflevering gjorde ham straks til et hit i den galiciske havneby. I alt nåede Krohn-Dehli at spille 108 kampe for Celta Vigo, inden Sevilla slog kløerne i ham.