Den danske landsholdsspiller Andreas Bjelland har torsdag sat sin underskrift på en tre-årig kontrakt med ambitiøse Brentford fra Englands næstbedste række. Dermed er skiftet fra hollandske Twente nu officielt.

Twente er i økonomiske problemer og er derfor tvunget til at sælge ud af truppen. Heriblandt altså danskeren som eller har været en af klubbens nøglespillere, siden han kom til klubben fra FC Nordsjælland i 2012.

Fremover skal Bjelland nu tørne ud for Championship-klubben, hvor han ifølge BBC nu er klubbens dyreste indkøb til dato med en pris på i omegnen af 22 millioner danske kroner. I det engelske glæder man sig over tilgangen af den 26-årige dansker:

»Jeg er utrolig glad for at have bragt Andreas til Brentford. Han kommer hertil med masser af erfaring til truppen, og det er godt for os, da vi har mange unge spillere,« lyder det fra manager Marinus Dijkhuizen til klubbens hjemmeside, hvor han fortsætter med at rose danskerens spil med fødderne:

»Han er en god forsvarsspiller, som godt kan lide at spille bolden op. Andreas er dansk landsholdsspiller, og det sender et fint billede af Brentford FC, at vi kan tiltrække disse spillere,« siger han.

Andreas Bjelland fik debut for landsholdet tilbage i 2010 og har siden opnået over 20 kampe i landsholdstrøjen.