Bayern München bekræfter tirsdag, at de tyske mestre har købt chileneren Arturo Vidal af Juventus. Han er midtbanespiller, og han bliver derfor en alvorlig konkurrent til danske Pierre-Emile Højbjerg.

Det bliver ikke helt let for Pierre-Emile Højbjerg at få spilletid i Bayern München i den kommende sæson.

I forvejen vælter sydtyskerne sig i gode midtbanespiller som Sebastian Rode, Thiago, Phillpp Lahm, David Alaba, Javi Martinez, Mario Götze og Xabi Alonso, og nu har de sidste tre års vindere af Bundesligaen også som ventet sikret sig chileneren Arturo Vidal på en fire-årig kontrakt.

»For mig er det en drøm, der går i opfyldelse,« siger Arturo Vidal til Bayern Münchens hjemmeside.

I sidste sæson vandt Juventus både det italienske mesterskab og Coppa Italia. Til gengæld blev det nederlag i Champions League-finalen til FC Barcelona.

»Sidste år var det meget tæt på, at jeg havde stået øverst på medaljeskamlen i alle tre turneringer. Jeg håber, at det lykkes med Bayern. Det må være målet,« siger Arturo Vidal.

Ud over succes med Juventus var Arturo Vidal også det sydamerikanske mesterskab med Chile takket være finalesejr i straffesparkskonkurrence mod Argentina. Han kom også på turneringens hold.

Tyske fodboldtilhængere kender iøvrigt udmærket til den nu 28-årige Vidal, som inden sine fire år Juventus fik sit gennembrud i Bayer Leverkusen, hvor han også var i fire år.