Får AaB sin drøm om kvalifikation til Champions League-gruppespillet og en ekstra-indtægt på rundt regnet 100 mio. kroner opfyldt?

Svaret kommer på tirsdag, når de danske fodboldmestres andet og altafgørende opgør mod cypriotiske APOEL bliver afviklet i Nicosia.

Men bedømt på det første opgør i aftes i Aalborg, kan det virke tvivlsomt.

Her måtte træner Kent Nielsens tropper for øjnene af 9.663 tilskuere nemlig lade sig nøje med 1-1, selvom de spillemæssigt i perioder var et niveau bedre end APOEL.

Efter første halvleg så det ellers fint ud for AaB. At de på Nicolaj Thomsens fuldtræffer efter et kvarters spil på Patrick Kristensens skarpt lagte oplæg kom på 1-0, var fuldt fortjent.

Men efter pausen slap aalborgenserne grebet.

Det udnyttede det ellers så defensivt-orienterede APOEL-mandskab til i det 54. minut at udligne til 1-1, da Rasmus Thelander kiksede en clearing, og hvor Kenneth Emil Petersen ikke fik tacklet Vinicius i tide, førend den driblestærke midtbanespiller kunne sende bolden i netmaskerne bag AaB-målmand Nicolai Larsen.

Før kampen havde AaBs sportsdirektør, Allan Gaarde, ikke lagt skjul på, at man stod på tærsklen til noget stort.

- Det vil være fantastisk, hvis vi når Champions League-gruppespillet, sagde han og tilføjede:

- Personligt er jeg naturligvis glad for, at det indtil videre er gået så godt. Men det er ikke min skyld. Det er jo ikke mig, der scorer målene. For et år siden afløste jeg Lynge Jakobsen. Det, der siden er sket, er helt vildt. Mit fokus lå dengang på ikke at blive den første sportschef, der fik AaB ned i 1. division. Nu er vi Danmarksmestre og som minimum sikret deltagelse i Europa League-gruppespillet. Selvfølgelig er jeg en glad mand.

Økonomisk vil kvalifikation til Champions League-gruppespillet sikre AaB en merindtægt på 100 mio. kroner i forhold til, hvis man ’blot’ fortsætter i Europa League, hvor bruttoindtægten vurderes at være på 40 mio. kroner.

- Uanset hvor meget vi kommer til at tjene på at spille europæisk fodbold, vil pengene blive brugt kontrolleret. Vi har tidligere satset inden for andre brancher. Det kommer ikke til at ske igen, sagde AaBs administrerende direktør, Stephan Schors.

Men at det langt fra ser optimalt ud for AaB før returopgøret, er sikkert.

Ganske vist har AaB tidligere vist, at de er stærke på udebane. Det gjorde de senest for et par uger siden, da de i Kroatien besejrede Dinamo Zagreb 2-0 efter at have tabt hjemmekampen 0-1.

Der er dog det faktum, at APOEL’s hjemmebane er en af europæisk fodbolds mest skræmmende. Det entusiastiske publikum er kendt for at kunne gøre det hedt for alle. Det ved FC Københavns spillere alt om. Da de i 2009 på hjemmebane besejrede cyprioterne 1-0, blev de i returopgør i Nicosia blæst ud af banen og tabte 1-3.

Samme skæbne kan overgå AaB...