FC Nordsjælland åbnede sæsonen med en 4-0-sejr i udekampen mod Viborg, der gav comeback til Christian Keller.

Viborg. FC Nordsjælland fik en drømmestart på den nye sæson i Alka Superligaen, da holdet fredag aften besejrede Viborg på udebane med 4-0. Tobias Mikkelsen, Marcus Ingvartsen, Roman Rodrigues og Joshua John stod for scoringerne.

FC Nordsjælland har haft en hård sommer, hvor der er blevet vinket farvel til bærende kræfter som Emre Mor, David Moberg Karlsson og Martin Vingaard.

Til gengæld er Mohammed Fellah blevet hentet i Esbjerg fB, og han fik sin officielle debut i FCN-trøjen.

Hos hjemmeholdet var der også nye ansigter på Johnny Mølbys holdkort. Christian Keller gjorde comeback i den grønne Viborg-trøje efter 11 år i andre klubber, mens nytilkomne Andreas Bruhn og Jung-Bin Park også var med fra start.

Det var FC Nordsjælland, der startede kampen bedst, og midtvejs i første halvleg servede Andreas Skovgaard bolden for en helt fri Tobias Mikkelsen, der blot skulle prikke bolden det sidste stykke ind over stregen.

 
FC Nordsjælland kom overbevisende fra start i den nye Superliga-sæson med en flot 4-0-sejr over Viborg.
Vis mere

Marcus Ingvartsen udbyggede føringen efter en halv time, da han elegant tippede bolden over en fremadstormende Peter Friis Jensen i Viborg-målet for derefter at trille bolden ind i det tomme mål.

 
Viborg var godt nok bagud med 4-0, da Mikkel Rask fik denne gyldne mulighed. Det ændrer dog ikke på, at den skulle være smadret i nettet.
Vis mere

Efter pausen fortsatte FC Nordsjælland med at dominere, og højrebacken Ramon Rodrigues punkterede kampen med sin scoring til 3-0 efter en times spil.

Joshua John ville også lege med, og den hurtige kantspiller fuldendte den totale ydmygelse af hjemmeholdet ved at gøre det til slutresultatet 4-0.

Med sejren indtager FC Nordsjælland førstepladsen i Alka Superligaen.

 
Når man har taget turen hele vejen fra Nordsjælland til Viborg, så kan man lige så godt gå all in. Og det må man altså sige, at denne fremragende FCN-fan gør.
Vis mere

/ritzau/