Martin Ødegaard er tæt på Real Madrid.
Martin Ødegaard er tæt på Real Madrid. Foto: Cornelius Poppe

En af vinterens helt store transfersager er ved at nå til ende. Vidunderbarnet Martin Ødegaard meldes ifølge det norske medie VG meget tæt på Real Madrid.

Dermed ser stortalentet ud til at være tabt for en række storklubber, som han på det seneste har besøgt eller været sat i forbindelse med - heriblandt Ajax Amsterdam, der har forsøgt at invitere ham til prøvetræning.

»Vi har stadig en aftale om, at han ville komme til Ajax på en prøvetræning efter jul, men om det sker, eller hvornår det sker, det ved jeg ikke,« siger Ajax-scouten John Steen Olsen til bt.dk.

Den mulighed ser nu ud til at være skrottet fra norsk side. Sent tirsdag aften hentede den spanske kongeklub den kun 16-årige Strømsgodset-spiller i et privatfly, og sammen med faderen Hans Erik Ødegaard og agent Tore Pedersen blev han fragtet til den spanske hovedstad for at underskrive en kontrakt.

Det er tredje gang, at Hans Erik Ødegaard er på besøg i klubben, mens Martin Ødegaard kun har været i klubben en gang før. Dengang fik han hilst på Cristiano Ronaldo, Gareth Bale og de andre stjerner i førsteholdstruppen.

På trods af at Martin Ødegaard kun netop er fyldt 16 år i december, regner VG med, at han skal være en del af førsteholdet, og avisen mener at vide, at han allerede har fået trøjenummer 16.

Hvad prisen bliver, er der stor tvivl om, da Martin Ødegaard kun har et år tilbage af sin kontrakt med Strømsgodset.

Hvis Martin Ødegaard skriver kontrakt med Real Madrid, vil han blive den første nordmand til at spille i klubben nogensinde.

SMS

Hitter på Facebook