OB går på rov hos konkurrenterne Sønderjyske, hvor de snupper islandske Hallgrimur Jonasson.

OB har fredag bekræftet, at man har lavet en aftale med den islandske forsvarer. Trods forhandlinger lykkedes dog ikke at blive enige med Sønderjyske om en transfersum, så aftalen træder først i kraft til nytår, hvor Jonassons kontrakt med sønderjyderne udløber.

- Vi glæder os til at få Hallgrimur Jonasson til OB. Han er en spiller med gode lederevner, og han kommer både med et stort fighterhjerte og en fin portion rutine. Han dækker mange pladser, og det er naturligvis med til at give os flere muligheder for at variere vores opstilling, og derudover kan han være med til at styrke vores kvalitet i duelspil og hovedspil, siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen i en pressemeddelelse.

Også cheftræner Troels Bech ser frem til at få Hallgrimur Jonasson som en del af Superligatruppen.

- Vi kender Hallgrimur ganske godt og har fulgt ham gennem mange år i både Sverige og Danmark. Vi kender ham som en ærlig spiller, der optræder med karakter og som har en god indflydelse på sit hold, så vi glæder os både til at få gavn af hans fodboldmæssige evner og af hans personlighed, siger Troels Bech. 



Jonasson har været i Sønderjyske siden 2011, hvor han blev hentet fra Göteborg-klubben GAIS.

Sønderjyske ville gerne have forlænget med allround-spilleren, der kan besætte både midtbane- og forsvarspladser. Men der var både danske og udenlandske bejlere til Jonasson, der altså i sidste ende har valgt OB, omend det først bliver efter vinterpausen.