Sporten.dk konfronterer OB-direktør Thomas Christensen om fynboernes elendige forårssæson.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Da OB indledte forårssæsonen lå klubben placeret på fjerdepladsen med blot et enkelt point op til AaB og fire op til FC Nordsjælland på den plads, der giver adgang til Champions League-kvalifikation. Målsætningen om europæisk fodbold efter sommerferien lå inden for rækkevidde, ligesom drømmen om medaljer herskede i det skjulte. Siden er det blevet til blot en enkelt sejr i forårets ti kampe, og pludselig ser målet om Europa mere end svært ud. Med kun seks point til nedrykningsstregen lurer i stedet truslen om en nervepirrende indblanding i Superligaens bundstrid.

Sporten.dk har taget en snak med OBs administrerende direktør Thomas Christensen om fynboernes forsømte forår, cheftræner Troels Bech og de evindelige udmeldinger om klubbens "proces".

I har blot vundet en enkelt ud af forårets 10 kampe. Hvor bekymret er du?

- Jeg er ikke som sådan bekymret, men jeg er ærgerlig over, at vi har fået så mager en pointhøst i foråret. Det lever ikke op til vores forventninger og ambitioner.

Både du og Troels Bech har mange gange talt om, at klubben er inde i proces, hvor spillestilen ændres, og at det kan forklare de svingende resultater. Men kan det være rigtigt, at forsøget på en ny spillestil skal blive ved med at koste nederlag?

- Det er klart, at når man laver noget så voldsomt om, så er der tale om en proces, og så er der nogle udsving og bump på vejen. Men det er klart, at vi jo ikke kan "processe" os til point. Det er heller ikke det, der menes. Det er en del af forklaringen, men ikke det hele. Derfor skal vi også kigge indad. Nu har vi ansat en ny sportsdirektør (Horsens' nuværende sportsdirektør Jesper Hansen.red.), som starter d. 1. juni, og den sportslige ledelse må så evaluere på, hvad der nu skal gøres.

Begynder I at tvivle på projektet med mere boldbesiddende spillestil?
De seneste par kampe er I jo faktisk vendt tilbage til det mere direkte spil uden at få resultater.

- Jeg tvivler aldrig. Man skal ikke ændre midt i vadestedet. Men vi må vi forholde os til, at vi ikke har fået ret mange point og ikke spillet særlig godt i ret mange kampe. Så evaluerer vi, når sæsonen er slut.

I kampprogrammet op til OB-Brøndby i søndags talte Troels Bech om, at de dårligere baner i Superligaen har gjort, at man er gået på kompromis med den polerede spillestil. Er det ikke bare et vilkår, man må acceptere?

- Jo, det er det. Og det er ikke noget, jeg vil bruge som en undskyldning. Men det, man kan bemærke, er, at vi kom godt af sted med den ændrede spillestil i efteråret, hvor banerne var gode. Siden har vi ikke spillet på tilsvarende baner. Men det er et vilkår, som er ens for alle, så det er ingen undskyldning.

Giver den nuværende situation anledning til at tvivle på, at den polerede og boldbesiddende spillestil er den rigtige vej at gå? I havde jo i mange år succes med en langt mere fysisk baseret spillestil, der gav både pokaltriumfer og DM-sølvmedaljer.

- Spillestilen er jo ikke altafgørende for vores situation. Det første år efter vi lavede strategiskiftet blev vi nummer to og spillede Champions League-kvalifikation. De sidste to forår har ikke været gode, og det er så noget, vi må kigge på.

For at holde fast i mit spørgsmål. Gør situationen, at I må overveje at gå væk fra den offensive og boldbesiddende spillestil?

- Efter sæsonen bliver vi i hvert fald nødt til at forholde os til situationen. Det er nok det nærmeste, du får mig til at sige om det.

En anden del af strategien efter fyringen af Lars Olsen og Kim Brink har været implementeringen af flere lokale unge spillere, der skulle suppleres af topspillere udefra. Har den strategi spillet fallit?

- Nej. Den del af strategien synes jeg er lykkes fuldt ud. Vi har fået indspillet Rasmus Falk, Daniel Høegh og Kasper Larsen, og der er flere på vej. Problemet har måske været, at de har skullet bære for meget, nu hvor vi er inde i en mindre god periode. Derfor skal vi også have kigget på balancen på holdet.

Troels Bech sagde efter nederlaget til Brøndby, at I nu også må kigge nedad i tabellen. Hvor bekymret er du over, at der pludselig kun er seks point ned til nedrykningsstregen?

- Vi skal i hvert fald ikke kigge opad, før vi har kigget nedad. At der er fem point op til Europa League-pladsen og seks ned til stregen siger noget om ligaen. Der er vel syv-otte hold, der kan blive involveret i den kamp. Vores fokus er på at vinde nogle kampe, som kan bære os frem til næste sæson.

Ordet krise begynder at florere. Erkender du, at man kan tale om et OB-hold i krise?

- Jeg synes bestemt ikke, at man så et OB-hold i krise mod Brøndby. Resultaterne er ikke gode nok, men i forhold til præstationen mod Sønderjyske (1-4-nederlag forrige weekend.red.), så vi et helt andet OB-hold søndag, der burde have vundet.

Hvor stor er tiltroen til, at Troels Bech er manden, der kan få OB op i Superligaens top?

- Det er vi helt sikker på, at han kan. Man skal også huske på, at det arbejde, der bliver leveret uden for banen, det er ikke altid det, man ser på banen.

Men hvor længe skal vi vente på, at OB skal leve op til jeres egne forventninger om at spille med i toppen af dansk fodbold og med i Europa?

- Vi har allerede næste år en målsætning om at skulle kvalificere os til Europa. Målene er de samme de næste par år. Men når man laver et strategiskifte og kommer lidt i modvind, så er det klart, at det tager tid.

Hvorfor skal man tro på, at OB kan komme tilbage til toppen i nærmeste fremtid?

- Det skal man ud fra flere basale grunde såsom klubbens beliggenhed, opbakningen, økonomien og ledelsen, der står bag. Nu ansætter vi Jesper Hansen, og vi har tiltro til, at han og Troels Bech kan udfolde vores strategi. Der skal ikke herske tvivl om, at vi er meget ambitiøse, og derfor er det også en skuffelse, at vi med det hold, vi har i år, ikke har præsteret bedre, end vi har.