Efter en fornem karriere i Superligaen og udlandet overvejer Morten Skoubo nu sin fremtid.

OB-angriberen nyder sin tid i den fynske klub, men med kontraktudløb til sommer, er fremtiden uvis for målskytten. Om karrieren fortsætter er tvivlsomt.

- Det ved jeg ganske enkelt ikke. Jeg må indrømme, at jeg ikke har tænkt ret meget over det. Jeg er 33 år og tager det, som det kommer. Jeg vil gerne understrege, at jeg er virkelig glad for at være, hvor jeg er. Jeg spiller en masse fodbold, og hvis OB også er glade for mig, så er det da en mulighed at fortsætte, men det ligger et godt stykke ud i fremtiden, siger Morten Skoubo til bt.dk.

Angriberen har de seneste sæsoner været plaget af flere skader, men i dette efterår er det blevet til 13 kampe og tre mål for fynboerne. Alligevel har Skoubo ikke travlt med at få sin fremtid på plads. Han forventer ikke at høre fra OB i vinterpausen, og det passer ham fint at se tiden an, indrømmer han.

- Jeg forventer ikke det store fra OB lige nu. Jeg går og funderer lidt over, hvad jeg egentlig har lyst til at lave. Det skal jeg finde ud af med mig selv, før jeg skal snakke med klubben. Så må vi jo se, om vi kan blive enige, hvis det bliver en mulighed.

Så vil du gerne fortsætte med at spille fodbold, eller er det tid til at prøve noget andet?

- For at være helt ærlig, så ved jeg det faktisk ikke. Nu vil jeg holde lidt juleferie, og så ser jeg, hvad jeg har lyst til, og selvfølgelig hvad der er af muligheder for mig til foråret. Lige nu ved jeg det simpelthen ikke. Det er ikke til at sige, hvor jeg er til sommer. Der er heldigvis også lidt tid til at finde ud af det, siger Skoubo.

Morten Skoubo fik sit gennembrud i FC Midtjylland, inden turen gik videre til Brøndby og derefter udlandet. Her spillede han fra 2006 til 2011, inden OB altså hentede den tidligere landsholdspiller hjem til Superligaen.