Foto: Claus Fisker

De kan godt glemme det i Brøndby, FCK, Ajax og hvem der ellers er nævnt som interesserede i OB-profilen Rasmus Falk. Falken flyver nemlig ikke fra sin fynske rede lige med det samme.

OB har allerede solgt Bashkim Kadrii til FC København, mens blandt andre Espen Ruud, Anders Møller Christensen og Morten Skoubo ikke fik forlænget deres kontrakter med fynboerne inden denne sæson. Men hvis OB-fans frygter for flere afgange, kan de godt tage den en anelse med ro.

Der er nemlig ingen intentioner om at skyde Rasmus Falk af i dette transfervindue.

- Der er en helt masse parametre i et salg af en spiller. I og med at alle parter skal være enige om det, så er jeg meget sikker på, at Rasmus spiller i OB, når transfervinduet lukker. Man kan aldrig sige noget med sikkerhed, men der er overhovedet ingen planer om, at Rasmus ikke er her i indeværende sæson, siger OB-sportsdirektør, Jesper Hansen, til bt.dk.

At Rasmus Falk er et emne i flere klubber, er dog ikke nogen hemmelighed. De gode præstationer i sidste sæson har givet krydser de rigtige steder på talentspejdernes blokke, og det mærker de også i Ådalen.

- Der er interesse og en del klubber, der følger vores spillere. Det er vi glade for. Og en spiller som Rasmus Falk, der gør det godt, er der naturligvis også interesse omkring, siger Jesper Hansen.

Rasmus Falk har en kontrakt til 2016 i OB, hvorfor der ikke er noget pres på sportsdirektøren i forhold til at skulle sælge, inden det er for sent. Som tilfældet var med Bashkim Kadrii, der kun havde et enkelt år tilbage af kontrakten med OB.

SMS

Hitter på Facebook