Den spanske storklub Barcelona åbner i august måned et fodboldakademi i Danmark. DBU er ikke begejstrede for klubbens talenthistorik. Selv siger folkene bag, at man ikke nødvendigvis leder efter den danske Messi.

Den spanske storklub FC Barcelona tager for alvor kampen op om det danske marked og åbner et fodboldakademi i Danmark, der blev præsenteret torsdag.

FCBEscola Copenhagen, som vil have beliggenhed i Ballerup, er for spillere af begge køn fra alderen 6 til 16. Men det er ikke et klassisk talentakademi, hvor børnene sover og går i skole sideløbende. Her møder man ind to til tre gange om ugen til træning og kamp. Ganske som i en normal fodboldklub.

Fodboldakademiet har ikke planer om at deltage i DBUs turneringer, men det er klubbens tidligere historie med talenter, der bekymrer DBU, som ikke er helt begejstrede for Barcelona-akademiets tilblivelse.

Barcelona er blandt andet tidligere blevet idømt en transferkarantæne, hvor klubben blev forbudt at købe spillere, da det kom frem, at spanierne stik imod reglerne hentet havde spillere under 18 på tværs af kontinenter fra blandt andet USA og Sydkorea.

»Vi forstår godt Ballerup Kommunes begejstring over at få et fodboldakademi fra FC Barcelona, der jo har en unik status i fodboldens verden. Ikke desto mindre er vi skeptiske overfor klubbens hidtidige praksis med at selektere børn helt ned til 5-6 års-alderen. Vi vil derfor følge projektet nøje og stille krav til FC Barcelona, så de følger samme regler som andre,« siger breddechef Steen Jørgensen i en pressemeddelelse fra DBU.

DBU fortæller videre, at Barcelona ikke har informeret fodboldforbundet om akademiets tilblivelse og nærmere information omkring setuppet. Desuden har DBU ikke godkendt akademiet, som ellers er påkrævet.

»For os er det vigtigt, at FC Barcelona lige som andre formår både at tage hånd om barnet og talentet, så det ikke bliver benhård konkurrence med fokus på den mulige økonomiske gevinst i en alt for tidlig alder. Det handler i første omgang om børns trivsel, glæde og tryghed, som efter vores vurdering er helt grundlæggende forudsætninger for børns udvikling,« siger Steen Jørgensen

Folkene bag projektet er ikke meget for at tale om, hvorvidt Barcelona kommer til Danmark med et mål om at udvikle et vist antal danske talenter og dermed få fat i den næste danske Messi i en tidlig alder.

»Vi kommer for at udvikle fodboldspillet og ikke for at stjæle talenter. Vi vil vise vores metoder og værdier, og hvordan vi gør tingene i Barcelona. Vi fokuserer ikke kun på dem, der kan blive den næste Messi. Vi vil fokusere på flertallet af børn,« siger direktør for FCBEscola, Xevi Marce.

Josep Maria Barnils er direktør for FC Barcelonas sociale udvalg. Han har været med på flere andre af Barcelonas fodboldskoleprojekter og mener, at projektet kun vil være godt for dansk fodbold.

»Vi kommer ikke for at fiske de bedste Brøndby- eller FCK-spillere. Vi kommer ikke til at konkurrere med nogen, og jeg er sikker på, det bliver godt for dansk fodbold. FCK og Brøndby vil nok gerne spille venskabskampe med os, og de får lov at møde Barcelona. Alle kan få en fordel af det. Spillerne stopper i akademiet, når de er 16 og skal jo videre derefter, så det kan være, at Brøndby og FCK kan høste de frugter,« lyder det fra Barnils.

Barnils indrømmer, at klubben selvfølgelig håber på, at der kan komme danske talenter ud af projektet.

»Men man skal også tage i betragtning, at det ikke er så nemt at finde en 12-13-årig og så tage ham til Barcelona. Der er nogle FIFA-regler, der skal overholdes. Det er ikke derhen, vi skal. Selvfølgelig er en del af planen at se, om vi kan finde nogle spillere. Er der én, der slår igennem. Pragtfuldt. Men vi leder ikke efter den næste Messi.«

Overblikket: Barcelonas fodboldakademi
- Akademiet er for børn fra 6-16 år.
- I maj måned holder Barcelona fodboldaudition i Ballerup. Her vil fem spanske trænere fra akademiet i Barcelona vurdere, hvem der kan spille på akademiet
- Der skal betales kontigent som i andre fodboldklubber
- Skolen i Ballerup er nummer 15 i rækken og det første i Skandinavien. Andre findes også i Florida og Tokyo.